Åbent i dag kl. 10-18

Udstillinger 1991

To af årets udstillinger var organiseret af Rundetaarn. Den tidsaktuelle udstilling “Berlin uden grænser” var stærkt præget af murens fald knap 16 måneder tidligere. Den anden udstilling, “Lettisk Avantgarde”, var ligeledes foranlediget opbruddet i øst og de tre randstaters uafhængighed.

16. februar – 10. marts 1991

Livet omkring indianske vævninger i Guatemala

Udstilling af indianske tekstiler og fotografier fra Guatemala. Udstilling arrangeret af Hanne Bie og Søren Lauridsen.
Udstillingen viste en større samling vævede indianske tekstiler samlet af familien Bie på rejser og ophold blandt Guatemalas højlandsindianere. Tekstilerne ledsages af fotografier af Søren Lauridsen. Billederne var helt nye taget sidst i 1990.
Udstillingens formål var at vise, at de såkaldt fattige lande har rige traditioner for kunsthåndværk; her i form af generationers overlevering af vævekunst. Tekstilsamlingen bestod af gamle og nye dragter, der stadig blev båret af indianerne til hverdag, ved fest og under ceremonier.
Invitation til fernisering fra Hanne Bie og Søren Lauridsen, samt Signe Sejlund.

Elke Nord's 1150 fotografier fra gemte landsbyer

16. marts – 28. april 1991

Berlin uden grænser

En udstilling med kunstnerne Gerhard Mantz, Elke Nord og Wolf Vostell, samt transparenter fra 4. november 1989 demonstrationen på Alexanderplatz, Berlin.

Udstillingen var organiseret og finansieret af Rundetaarn efter idé fra Andreas Jürgensen, Berlin, der også var hovedkraften bag udstillingen og som skrev kataloget. Han var bosat i Berlin og oplevede 1989-dagene som kunsthistoriestuderende på universitetet.

Siden efteråret ’89 har Berlin været skueplads for historiske begivenheder på verdensplan: Muren faldt, Tyskland blev genforenet, det første fællestyske valg er blevet afholdt. Hvordan reagerer kunstnere i Berlin på denne historiske 89 politiske tornado? Mulighederne var ubegrænsede – udstillingen vil vise nogle af dem.

Den mest umiddelbare reaktion er vel den såkaldte 4. november demonstration. Den beseglede DDR-regimets fald.
De demonstrationstransparenter, som vistes på udstillingen, var kreative indfald; fulde af ironi, kritik, vittigheder og kunstnerisk skønhed.

Kunstneren Wolf Vostell er stærkt optaget af det tilsyneladende kaotiske i historien – den historiske hvirvelvind i Berlin. Han blander de mest forskellige medier og materialer på store lærreder: beton, oliefarve, tv, spraymaling – alt er til stede i storbyens mylder.

Upåvirket af det hektiske Berlin ligger små DDR-landsbyer. Elke Nord berettede i 1150 fotografier om disse glemte og oversete landsbyer; de forfaldne huse, naturen og menneskene, der lever og arbejder der som i en anden verden.

Gerhard Mantz vender ryggen til historien. Enhver henvisning til historie, ethvert spor af handling er sat i parentes. Hans skulpturer indbyder til ubegrænsede fremtidsvisioner og understreger utopiernes nødvendighed.

I alt 34 demonstrationsplakater blev rekonstrueret af Mark Rosinski, Berlin.

I 2019 blev udstillingen omtalt i Rundetaarns podcast om 1989. Hør den her.

Katalog udgivet af Rundetaarns forlag – på dansk og tysk

4. – 26. maj 1991

Eget uppdrag

Åtta konstnärinnor med textil utgångspunkt

Udstillingen af skabt at otte svenske kunstnere, der alle var uddannede på “Konstfacks” linje for textil kunst i Stockholm.

Udstillingen viste to- og tredimensionelle billeder med tekstil som udgangspunkt. Hvor 70’erne indebar en nydannelse af idé-indholdet i svenske tekstilbilleder, kom 80’erne til at præges af eksperimenter, først og fremmest med formen.
Ved at søge materialer udover de velkendte tekstile, blande teknikker og bevidst arbejde med tre dimensioner ville man udvide spillerummet for den kunstart, hvis udtryk er så stærkt afhængigt af håndværket og valget af teknik.
Nogle af de otte kunstnerinder har desuden uddybet deres interesse for tredimensionalt arbejde med større eller mindre tilknytning til tekstil. Andre har arbejdet med på forskellig vis at studere og formgive det typisk tekstile: Materialernes iboende egenskaber og muligheder.

Deltagere: Inger Andersson, Karin Egertz, Margareta Klingberg, Karin Milton, Hanna Sjoberg, Annelie Wemstad, Ingrid Radmark Hellstrom og Majgret Skårholk

Der blev udgivet et katalog.

1.- 30. juni 1991

Havnens linjer
Carlo Rosberg retrospektiv

Der findes malere, der har et enkelt motiv som de fastholder og bearbejder et helt liv igennem. Den 89-årige Carlo Rosberg havde tålmodigt malet sit motiv gennem en årrække. Det drejer sig om havnen: skibe og fiskere, net og tovværk, master og moler i lyset. Den synlige, virkelige verden har altid været Carlo Rosbergs billedinspiration.

Det er ikke nok at have et motiv. Havnen blev til geometri, former og linjespil, men uden at motivet taber sin genkendelighed. Udtrykket var undertiden monumentalt i Rosbergs store lærreder, undertiden lavmælt i de enkle tuschtegninger.

Udstillingen omfattede 45 malerier og 25 litografier, hvoraf en del var i privateje.

6. juli – 4. august 1991

Ny afrikansk billedkunst

Udstillingen præsenterede fem af Afrikas væsentligste nulevende billedkunstnere, som repræsenterede fire vidt forskellige genrer. De fem kunstnere deltog i 1989 i den omdiskuterede succesudstilling Jordens Troldmænd i Centre Pompidou i Paris. Esther Mahlangu fra Sydafrika var inviteret som repræsentant for NDebele – en speciel udsmykningstradition blandt kvinderne i Kwandebele.

Udgangspunkt for den beninske kunstner Cyprien Tokoudagbas næsten surrealistiske værker er nogle enkle figurer fra hans egen kultur, som, kombineret med Ahomey-kongernes emblemer og abstrakte hemmelige tegn, gav lærrederne en rebus-agtig karakter. Ekong Emmanuel Ekefrey fra Nigeria malede store figurative lærreder med en eminent sans for farve og rytme. Cheik Ledy og Moke repræsenterede begge en særlig folkelig malerkunst fra Zare. Stilen er tegneserieagtig1 barsk og satirisk; emnerne refererer til storbyens sociale og politiske liv.

Udstillingen var arrangeret af Kit (Københavns internationale Teater) og var en del af festivalen Images of Africa.

Se udstillingskatalog med forord af André Mahninn og med CV af de fem kunstnere.

Katalogforside

17. august – 8. september 1991

Afgang København-Kolding

33 tekstildesignere/tekstilformgivere fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding og Danmarks Designskole i København. Alle blev færdiguddannede i 1991.

Det var eleverne selv, der søgte udstillingsmulighed og dem selv, der gennemførte projektet.

Udstillingen blev først vist i Værket i Randers.

Udstillingerne blev støttet af: Fredensborg Indkøbscentral, In Wear, Gabriel, Dakatun, Teknisk Landsforbund, Thomas B. Triges Fond, Hoechst og Tutein & Koch.

Se katalog på 84 sider. Layout  Iben Kofod.

14. september – 6. oktober 1991

Med øjne så store som…

Børnebilledudstilling

Udstillingens formål var at sætte fokus på børn som medskabere af kulturen samt at synliggøre den billedmæssige erkendelses betydning for børns udvikling og at skabe offentlighed om skolernes billedundervisning.

Udstillingsudvalget bestod af:
Leif Petersen, Øster Farimagsgade Skole: Gitte Winther, Dyvekeskolen; Bente Kjærulf, Dragør Skole; Kirsten Lillelund, Strandparkskolen; Kirsten Skov, Strandvejsskolen; Kai Brorson, Lundehusskolen; Ulla Fog Bruun, Matthæusgades Skole; Søren Winther, Holbergskolen

Udstillingshæfte med kalender og opgaver

12. oktober – 10. november 1991

Figuration Critique

International fransk kunstnersammenslutning

Kunstnersammenslutningen blev stiftet i Paris i 1978 med det primære formål at udgøre et samlingspunkt for den figurative billedkunst.
Figuration Critique består af en kerne af faste medlemmer, og fungerer samtidig som censureret udstilling, hvor kunstnerne bliver bedømt på et længere forløb af deres virke – ikke kun på de værker, der ønskes udstillet. Gentagne optagelser giver adgang til medlemskab af sammenslutningen.
Hvert år på Grand Palais i Paris samler Figuration Critique således op til tre hundrede figurative kunstnere, hvoraf en betydelig del kommer fra udlandet. Den respons, som denne årlige “Salon” opnår, har hurtigt medvirket til at internationalisere Figuration Critiques udstillingsaktivitet.

Lige efter den årlige “Salon” på Grand Palais blev dele af udstillingen flyttet til Rundetaarn.

Udstillingen bestod af ca. hundrede værker, maleri og skulptur. 90 kunstnere fra Figuration Critique og ti fra den danske gruppen Dansk Figuration, som har deltaget i Figuration Critiques udstillinger i nogle år.

Udstilling i Rundetaarn blev arrangeret af sammenslutningen – primært af den danske afdeling og især af Denis Virlogeux.

16. november 1991 – 5. januar 1992

Lettisk Avantgarde Kunst 1910-1935

De baltiske lande har kunstnerisk som politisk været udspændt mellem mere eller mindre ”gode zarer” fra Rusland mod øst og påvirkninger fra vest.

Lettisk kunst opstod ved begyndelsen af århundredet ikke i et tomrum. Den blev til i vekselvirkning mellem en stærk folkelig tradition med udgangspunkt i landet, naturen og folket og en europæisk avantgardisme, som først og fremmest var et storbyfænomen.
Letlands hovedstad Riga var i 20’erne og 30’erne forbavsende kosmopolitisk; en by med store minoriteter af baltertyskere, jøder og frem for alt exilrussere. De sidste gjorde sig især gældende inden for teater og opera. I et netværk af kontakter, med i særdeleshed Berlin og Paris, opstod den lettiske avantgardekunst, som nu for første gang vistes i Danmark.

Udstillingen af lettisk maleri, grafik, skulptur og teaterdekoration blev vist første gang i Berlin, efteråret 1990. En del af udstillingen var grundelementet i udstillingen i Rundetaarn.
Udstillingen var et af mange aktiviteter der bidrog til udveksling mellem Østersølandene og Danmark, som på den tid blev skubbet i gang.

Organisering: Det danske Kulturinstitut i samarbejde med Rundetaarn.

For udstillingens sammensætning:
Statens Museum for Lettisk Kunst, Riga. Ilze Konstante, generalsekretær for Association af Latvian Art. Museums Direktør Mara Lace, daglig leder for museet. Ludmila Neimiseva, museumsinspektør har stået for udstillingens sammensætning. Ruta Lapina, museumsinspektør. Jazeps Villa, konservator. Dace Lamberga, museumsinspektør

Finansiering: Rundetaarn, Kulturministeriet, DK, Hotelejer Andreas Harboes Fond, Det Berlingske Fond, Brødrene Hartmanns Fond og Varde Bank.

Katalog udgivet på Rundetaarns forlag. Redigering, layout, fotos: Jesper Vang Hansen. Oversættelser fra russisk til dansk: Helle Jørgensen, Rundetaarn. Tryk af katalog og  plakat: C.A.Backhausen ApS, Frederiksberg.