Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Udstillinger 2021
Siden 1987, hvor Bibliotekssalen åbnede i sin nuværende form, har Rundetaarn også været et kulturcentrum med et varieret program bestående af en kombination af skiftende udstillinger og kulturarrangementer, koncerter, festivaler og events.
En stor del af udstillingerne og arrangementerne er traditionelt kommet udefra, således at Rundetaarn har lagt lokaler til, mens eksterne arrangører leverer indholdet. I de senere år har vi imidlertid i stigende grad udviklet flere ting selv og forsøgt os med forskellige mellemformer, hvor Rundetaarn i afvekslende grad indgår i samarbejdet.
I 2021 har der været 4 udstillinger. Året begyndte og sluttede med et nedlukket Rundetaarn og dermed en udstilling, der blev forkortet i forhold til den planlagte udstillingsperiode. Men ind imellem nedlukningerne nåede Bibliotekssalen heldigvis at huse fire meget forskelligartede udstillinger.
Sculpture to Sculpture
8. maj – 4. juli 2021
Efter måneders nedlukning kunne Rundetaarn med ”Sculpture to Sculpture” præsentere årets første nye udstilling i Bibliotekssalen. På udstillingen, der var udskudt fra 2019, hyldede fem danske og internationale kunstnere skulpturen i dialog med Bibliotekssalens arkitektoniske rammer med afsæt i billedhuggeren Willy Ørskovs skulpturteorier. Med værker af Tina Maria Nielsen, Milena Bonifacini, Julie Stavad, Valerie Collart og Carl Emil Jacobsen formidlede udstillingen samtidskunst på tværs af generationer og faglige baggrunde.
I forbindelse med udstillingen præsenterede Rundetaarn et rigt program, der blandt andet var blevet til i samarbejde med Thorvaldsens Museum. Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen besøgte selv Rundetaarn i 1840 i selskab med filosoffen Henrik Steffens, og programmet til udstillingen gav mulighed for at se de moderne skulpturer i lyset af den gamle mester – og omvendt.
Udstillingen var kurateret af Henriette Noermark og støttet af Statens Kunstfond.
1+1=11
9. juli – 29. august 2021
I de nordligste dele af Colombia og Venezuela kæmper wayuu-folket en kamp mod generel ressourcemangel, klimaforandringer og korruption. På trods af disse udfordringer viderefører de en gammel og stærk kultur, hvor deres farvestrålende traditionelle kunsthåndværk spiller en central rolle.
Netop wayuu-folkets traditionelle væve- og hækleteknikker var udgangspunktet for udstillingen ”1+1=11”, hvor værker af 11 danske designere var sat over for kunsthåndværk skabt af kvinder fra wayuufolket i Colombia, alt sammen på initiativ af designeren Jeppe Skjøde Knudsen og præsenteret af kulturforeningen Dynamo. Gennem kunsthåndværket fortalte udstillingen om wayuu-kulturen som et tværkulturelt design- og oplysningsprojekt.
Wayuu-kvindernes håndværk og kultur blev præsenteret nærmere på en Tower Talk den 17. august, og den 22. august var der mulighed for selv at prøve kræfter med wayuu-folkets hækletraditioner.
Udstillingen blev støttet af Udenrigsministeriets Oplysningspulje, Statens Kunstfond og Oxfam IBIS.
Overgange #2
4. september – 31. oktober 2021
Livet er fuldt af overgange. De kan være bratte eller glidende, men vi oplever dem alle sammen, når vi tager skridtet fra barn til voksen, flytter hjemmefra, stifter familie, kommer ud på arbejdsmarkedet eller forlader det igen – eller når vi møder sygdom og tab på vores vej. Alligevel er der biologiske forskelle, som skaber særegne overgange i pigers og kvinders liv. Kvinder oplever overgange, som mænd ikke gør, når de for eksempel menstruerer, bliver gravide og føder.
Kvindelivets overgange har historisk og kulturelt været problematiseret og er ofte blevet reduceret til noget skamfuldt, syndigt, medicinsk ufuldkomment eller mindreværdigt. Kvindelivsfestivalen ”Overgange #2”, der på grund af coronapandemien blev udskudt et lille års tid, tilbød imidlertid et blik på kvindelivets overgange gennem kvinderne selv set fra biologiske, sociologiske, eksistentielle, teologiske og kunstneriske perspektiver.
Billedkunstneren Sophie Hjerl, lægen Lotte Hvas og jordemoderen Christina Prinds skabte en festival, der både bestod af en kunstudstilling og et varieret program med debatarrangementer, temalørdage, Tower Talk, performances og koncerter med nogle af landets fremmeste kvindelige kunstnere, musikere, forskere, debattører og oplægsholdere. Flere af arrangementerne var samtidig en del af Art Week CPH
Deltagende kunstnere i udstilling og performances: Orsolya Bagala, Rikke Benborg, Ursula Reuter Christiansen, Sophie Dupont, Nanna Lysholt Hansen, Molly Haslund, Sophie Hjerl, Mette Kit Jensen, Stense Andrea Lind-Valdan, Lærke Posselt, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Camilla Reyman, Jeanette Land Schou, Elisabeth Toubro og Maria Wæhrens. Udstillingen var kurateret af Sophie Hjerl.
Deltagende oplægsholdere i festivalens oplæg og debatter: Orsolya Bagala, Kamilla Wargo Brekling, Abelone Glahn, Razan Haugaard, Sophie Hjerl, Hanne Vibeke Holst, Lotte Hvas, Mette Kit Jensen, Mette Korsgaard, Stense Andrea Lind-Valdan, Maia Kahlke Lorenzen, Maja Lucas, Sara Louise Muhr, Hanne Pahuus, Christina Prinds, Rose Marie Tillisch, Dorte Toudal Viftrup, Gerd Laugesen og Elisabeth Toubro. Oplæggene var kurateret af Lotte Hvas og Christina Prinds.
Deltagende musikere i festivalens koncerter: Sara Grabow, Kristina Holgersen, Mia Guldhammer, Iben Krogsdal og Lisbeth Smedegaard Andersen.
”Overgange #2” blev støttet af Statens Kunstfond, Rådet for Visuel Kunst, JMS
Fonden og William Demant Fonden.
Maxi Reload in Unknown Depth
6. november – 9. januar 2021
Den tredje industrielle revolution har åbnet den digitale verden for os. Men computere og internet har allerede længe været hverdag. Foran os venter den fjerde industrielle tidsalder, der defineres som en total integration mellem det digitale og det fysiske – for eksempel gennem robotter, der kommer til at ændre verden, som vi kender den.
Udstillingen ”Maxi Reload in Unknown Depth” handlede om had-kærlighedsforholdet til den tidsalder, vi befinder os i, og den ukendte verden, vi er på vej ind i. Kunstnerne Clara Black Starck og Kristine Hymøller indtog Rundetaarns Bibliotekssal med skulpturer og objekter, som afspejlede deres ambivalente forhold til fornyelse, arkitektur, maskiner og teknologi.
De to kunstnere medvirkede den 10. november i en Tower Talk, hvor de præsenterede tankerne bag udstillingen.
Udstillingen blev støttet af Statens Kunstfond, Rådet for Visuel Kunst og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond.