Nogle af efterkrigstidens mest toneangivende arkitekter har korresponderet om den lille kiosk på toppen af Rundetaarn, hvorfra besøgende har kunnet købe en lille forfriskning siden lige før Anden Verdenskrig.

Frøer, katte og fugle springer frem af de gamle konsolsten for foden af Rundetaarn og fortæller om en imponerende arkitektonisk plan, der nu er væk.

Hjertet hamrer højt det sidste stykke i den klassiske folkekomedie ”Det var paa Rundetaarn” med Dirch Passer og Ove Sprogøe i hovedrollerne. Men der er også langt ned. Så langt faktisk, at man fandt det mest betimeligt at bygge en kopi af tårnet i en have nord for København, da man optog filmen i 1955.

Rundetaarn har spillet en særlig rolle for nyslåede konfirmander fra de københavnske kirker. I mange år var det nemlig en tradition, at de unge mennesker besteg tårnet som noget af det allerførste efter deres konfirmation.

Generationer af skoleelever har fået fortalt historien om den danske konge og den russiske zar, der mødes på toppen af Rundetaarn og dyster på menneskesyn. Problemet er bare, at kongen slet ikke var i Rundetaarn den dag.

Når plasticstorkene bygger rede i den amerikanske danskerby Solvang, har det også sentimentale årsager. Præcis de samme, der ligger bag byggeriet af byens eget Rundetaarn i en tredjedel størrelse, hvor man i dag kan gå ind og bestille en pizza.

Der er noget med Rundetaarn og fyrtårne, og nogle aftener i marts og april 1750 fik tårnet lov til at fungere som et af slagsen. Det skete, da et avanceret apparat med 168 glasruder og 56 tranlamper skulle afprøves, før det skulle sættes op på Det Hvide Fyr i Skagen.