Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Vals & Kærlighed
Vals & Kærlighed
Koncert med DR VokalEnsemblet den 1. november 2019 kl. 19:00
DR VokalEnsemblet finder danseskoene og de store følelser frem til denne opførelse af Brahms’ elskede “Liebeslieder”-valse for kor og klaverduo i Rundetaarn. Ved flygelet er korets chefdirigent, Marcus Creed, og pianisten Philip Mayers, som også duellerer i en håndfuld af Brahms’ ungarske danse.
Velkommen til en aften, hvor DR VokalEnsemblet hylder kærligheden med romantisk musik, når den er allermest charmerende – og samtidig tager os med på en musikalsk rejse til et land med stærke folkemusikalske traditioner.
Brahms’ “Liebeslieder”-valse er elsket koncertrepertoire for både sangere og publikum verden over. De 18 sange beskriver kærlighedens glæder og trængsler på fornemt afvekslende vis: fra solistiske præstationer til smuk korklang og ikke mindst det farvestrålende akkompagnement for firhændigt klaver.
Det siges, at Brahms skrev de 18 danse som udtryk for sin ulykkelige forelskelse i Clara Schumann. Hun var komponist og en stor beundrer af Brahms, men samtidig uopnåelig, fordi hun var gift med hans bedste ven, Robert Schumann.
En hovedfigur i koncerten er DR VokalEnsemblets chefdirigent, Marcus Creed, som for første gang i Danmark også optræder som pianist – både i akkompagnementet til Brahms’ kærlighedsvalse og i en håndfuld af komponistens populære ungarske danse for firhændigt klaver. I begge værker får han selskab på klaverbænken af den australske pianist Philip Mayers.
Det ungarske tema fortsætter i en buket nyere arrangementer af ungarske folkesange. Ungarns to store komponister fra det 20. århundrede György Ligeti og Zoltán Kodály var begge lidenskabeligt fascinerede af deres fædrelands traditionelle sange og melodier, som de mesterligt vævede ind i deres egen musik. Her er chancen for at opleve DR VokalEnsemblets sangere i dybt originalt repertoire fuld af farver, følelser og stærke fortællinger.
Johannes Brahms (1833-1897): af “Ungarische Tänze”
György Ligeti (1923-2006), Zoltán Kodály (1882-1967): ungarske folkesange
Johannes Brahms (1833-1897): “Liebeslieder Walzer” (op. 52)
DR VokalEnsemblet, Marcus Creed, dirigent og klaver
Philip Mayers, klaver