Åbent i dag kl. 10-18

RUM: Åbning af lyskunstværket Contra

Dato
09.09.2022
Tid
16:00 - 19:00
Sted
Bibliotekssalen
Pris
90kr./60kr.

RUM: Åbning af lyskunstværket Contra

Kom til åbning af anden del af RUM Videnskabsfestival og oplev premieren på lyskunstværket Contra, skabt af kunstnerkollektivet Vertigo. Aftenen byder også på koncert med sangerinde Helena Gao.

Planeten Mars var centrum for første del af videnskabsfestivalen, og et sceneskift tager nu publikum fra rejsen til Mars tilbage til rummet i Bibliotekssalen, hvor kunst møder videnskab i lyskunstværket Contra. Værket er skabt af kunstnerkollektivet Vertigo og består af ren foton energi, altså de små energipakker af elektromagnetisk stråling, som lys består af. Skabt ud af lys og røg fremkommer et foranderligt, arkitektonisk objekt i rummet, som publikum både kan beskue udefra og træde ind i. Den fysiske form i Contra er to trekanter, der stopper lyset så figurens former og farver træder tydeligt frem. 

Koncert med Helena Gao

Åbningseventet finder sted kl. 16-19 og i billetten 90kr. er inkluderet vin eller most. Modtagere af Rundetaarns nyhedsbrev får 30kr. i rabat på billetten.
Kl. 17.30 vil sangerinde Helena Gao benytte Rundetaarns Steinway flygel og tilsætte sit fængende lydunivers og smukke vokal til lyskunstværket Contra. Helena Gao er en dansk/kinesisk popsangerinde nyuddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2022.
Læs mere om kunstneren

Mere om RUM Videnskabsfestival

Rundetaarn markerer Videnskabsår22 med tre uger i rummets tegn, hvor kosmos, lys og lyd indtager tårnets Bibliotekssal. RUM Videnskabsfestival byder først på en opdagelsesrejse til vores kosmiske nabo planet Mars og siden transformeres rummet i Bibliotekssalen af kunstværket Contra. Gennem en række talks, udstilling og musik udforskes rummet mellem kunst og videnskab.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.