Åbent i dag kl. 10-18

Moderne musik og lyrik med Rudersdal Kammersolister og digteren Ditte Steensballe

Dato
30.06.2022
Tid
20:00 - 22:00
Sted
Bibliotekssalen
Pris
100 kr.

Moderne musik og lyrik med Rudersdal Kammersolister og digteren Ditte Steensballe

Rudersdal Kammersolister og digteren Ditte Steensballe præsenterer det nyeste inden for musik og lyrik. Koncerten byder musik fra både Danmark og fjerne egne som Aserbajdsjan i øst og Irland i vest. Alle værkerne er skrevet til Rudersdal Kammersolister, og to af dem får her deres verdenspremiere.

Ditte Steensballe har udgivet både romaner, noveller, digte og billedbøger. Hun er kendt for sit musiske øre og har samarbejdet med en lang række forskellige ensembler og musikere, hvor hun med sine finurlige og til tider humoristiske, men altid dybsindige tekster tilføjer musikken en ekstra dimension.

Rudersdal Kammersolister blev dannet i 2017 på opfordring af den verdensberømte komponist Lera Auerbach og er hurtigt blevet efterspurgt for sine nytænkende koncerter og det dedikerede spil. Siden starten har ensemblet kastet sig ud i adskillige tværfaglige projekter, hvor musikken sættes sammen med andre elementer såsom billedkunst, videnskab og poesi.

“Was wird?” er titlen på den aserbajdsjanske komponist Franghiz Alizadehs kvartet, som uropføres her. Hun komponerede den under coronakrisen, og den spørgende titel udtrykker usikkerheden og uforudsigeligheden, som vi alle oplevede i den tid. 

Simon Christensens kvartet “Pneuma” blev skrevet kort før coronakrisen, der har været årsag til, at den først uropføres nu. Med sin reference til luften, der omgiver os, og vejrtrækningen vi ikke kan undvære, kan man fristes til at opfatte den som næsten profetisk. Men inspirationen er elementet luft, som ifølge den græske filosof Anaximenes, er det element vi alle nedstammer fra.

Rudersdal Kammersolister har igennem flere år arbejdet med temakoncerter omkring De Fire Elementer, og Irske Raymond Deane kastede sig ligeledes over elementet luft. Kvartetten “Vayu-Vata” har navn efter den zarathustriske gud for vind og luft, der både repræsenterer det engleblide og det dæmoniske. Deane har hentet inspiration i forskellige tekster om døden, bl.a. Paul Celans “Dødsfuga”, der kredser om døden og luften:

…så stiger I som røg i luften 
så får I en grav i skyerne der ligger man ej tæt”

I Karl Aage Rasmussens “Solaris” er det ilden, vi møder. Allerede fra de første toner, mærker den ubønhørlige sol, der stråler fra en skyfri sommerhimmel.