Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Lyt til tiden – en fortællekoncert fra Papirskoven (UDSOLGT)
Lyt til tiden – en fortællekoncert fra Papirskoven (UDSOLGT)
Hvordan lyder tiden? Vær med, når Papirskoven udfolder en poetisk fortælling fyldt med musikalsk nærvær og klassisk musik for børn.
Fortællekoncerten “Lyt til tiden” tager publikum med på en tidsrejse, der er gennemstrømmet af den klassiske musiks mesterværker af blandt andre Carl Nielsen, Mozart og Beethoven. Glæd jer til en levende collage af fortælling og musik, hvor handlingen udspringer af børnebogen ”Skrædderkaninerne og Bingobjørnen rejser i tiden”.
Vi åbner porten til fortiden, hvor skoven er frisk og frodig. Vi lytter til Vivaldi’s ”Forår”, og en ugle kalder fra en trætop. Vi følger efter uglen og kommer helt tilbage til Istiden, hvor der altid er tid til is.
Så åbner vi porten til fremtiden og lytter til ”Clair de lune” af Debussy – men øv, det er midt om natten. Men heldigvis kan månen lyse for os – den er nemlig den samme måne til alle tider.
Til sidst åbner vi porten til evigheden. Det er som regel det sidste sted, man tager hen, og vi må sørge for at komme ud igen, ellers bliver vi derinde for evigt.
Papirskovens univers er skabt af Marie Priem, der er forfatter og illustrator til børnebøgerne om skrædderkaninerne. I tæt samspil med saxofonist Karen Duelund Guastavino og pianist Louise Schrøder bliver Papirskovens finurlige og eftertænksomme univers levende i ord, sang og musik.
Koncerten anbefales til børn mellem 4 og 9 år – og deres voksne.
Et univers af papirblomster
Koncerten finder sted i forbindelse med familieudstillingen ‘Rosenkanonen – kongens fortryllede have’ hvor kunstner Signe Kejlbo omdanner Rundetaarns Bibliotekssal til en fantasihave med inspiration fra blomstrende genstande fra Christian IV’s Rosenborg og Kongens Have. Her folder blomsterne sig ud i fantasifulde formationer, og børn og voksne kan gå på en sanselig vandring mellem smukke papirblomster, snoede stier og fortryllende draperede havetelte.
Udstillingen løber fra 4. februar til 16. april og adgang til udstillingen er inkluderet i koncertbilletten.