Åbent i dag kl. 10-18

Kulturnat: Rundetaarn i kvindernes tegn

Dato
15.10.2021
Tid
18:00 - 00:00
Sted
Hele Rundetaarn
Pris
Kun adgang med Kulturpas

Kulturnat: Rundetaarn i kvindernes tegn

Christian IV byggede Rundetaarn, Peter den Store red op i dets berømte Sneglegang, og H.C. Andersen skrev vidt og bredt om det gamle tårn. Rundetaarn er fuldt af gode historier, men det er mændene, der har stået forrest, når de er blevet fortalt. Det bliver der lavet om til dette års Kulturnat.

Med udgangspunkt i den aktuelle udstilling i Bibliotekssalen, der samtidig er centrum i en omfattende kvindelivsfestival, fokuserer Rundetaarn under Kulturnatten på kvinder i tårnet – kunstnerisk, eksistentielt, historisk og astronomisk.

Udstilling og talks

Under hele Kulturnatten er der åbent i udstillingen ”Overgange #2”, der undersøger og formidler livets mange overgange set fra kvinders perspektiv.

De deltagende kunstnere i udstillingen Overgange #2 vil som noget helt særligt lave små talks i udstillingen, værkerne og kvinder i kunsten. De små talks er programsat, men vil opleves som afvekslende pop up-begivenheder midt i udstillingen.

Kvindelige stjernebilleder

Det er traditionelt et af aftenens mest efterspurgte programpunkter, når Observatoriet på toppen af Rundetaarn holder særåbent på Kulturnatten. I klart vejr kan publikum opleve stjernehimlen tæt på med kyndig assistance fra Rundetaarns astronomer. Mange stjernebilleder er opkaldt efter antikkens mandlige helte, men denne aften skal det også handle om de kvinder, hvis navne er blevet udødeliggjort i de fjerne stjerner.

Midnatskoncert med kvindelige kunstnere

Når den sidste talk er til ende, danner Bibliotekssalen ramme om en helt særlig musikalsk oplevelse, når der er koncert med sangerinden, musikeren og komponisten Sara Grabow, som også tidligere har optrådt i Rundetaarn. Til midnatskoncerten vil hun sammen med guitarist Martine Madsen give tilhøreren adgang til et sfærisk univers midt i den pulserende storby.

Aftenens program

18.00-00.00: Åbent i udstillingen ”Overgange #2” i Bibliotekssalen, planetjagt i Sneglegangen, åbent og bemandet Observatorie

18.00-21.00: Gå på opdagelse i solsystemet og stempl dig vej gennem sneglegangen 

19.00-22.30: Pop up-talks i Bibliotekssalen

19.00: Camilla Reymann, kunstner, fortæller om sit værk

19.30: Christina Prinds, jordemoder, fortæller om mødre

20.00: Jeanette Land Schou, kunstner, fortæller om sine værker

20.30: Gerd Laugesen, forfatter, læser op fra sin nye bog ”Et øjebliks lykke” om skuespillerinden Nili

21.00: Mette Kit Jensen, kunstner, læser op af et værk

21.30: Sophie Dupont, kunstner, opfører sin performance ”Blind Balance”

22.00: Rikke Benborg, kunstner, taler om hysteri

22.30: Sara Grabow, musiker, taler om sit virke som musiker

23.00: Midnatskoncert med Sara Grabow og Martine Madsen i Bibliotekssalen

18.00-00.00: Observatoriet er åbent og bemandet

Det forventes, at Kulturnatten gennemføres i år. Hold øje med Rundetaarns hjemmeside og Kulturnattens hjemmeside for at læse seneste nyt

https://www.kulturnatten.dk/da/Kulturnatten

Sophie Dupont – Performance Blind Balance

Foto: Helene Sejr Atzen.

Midnatskoncert med Sara Grabow og Martine Madsen

Sangerinde og komponist Sara Grabow præsenterer sange fra sit seneste album To i Rummet.
To i Rummet er en opfølger til albummet EneRum fra 2016, som Grabow definerer som: “…albummet, hvor jeg fandt min stemme”. EneRum blev komponeret, spillet og indspillet af Sara Grabow selv, hvorimod To i Rummet inviterer til samarbejder på tværs af tid og rum.
Hør de nye kompositioner til digte af lyrikere fra Norge -Grabows andet fædreland, hvor naturbeskrivelser, håb og drømme slippes fri.
Albummets producer er guitarist Martine Madsen, som Grabow kender fra samarbejdet i Den Gamle Sangskat. Martine vil akkompagnere Grabow live med forskellige strengeinstrumenter og kor.
Læs mere om Sara Grabow og albummet To i Rummet på www.saragrabow.dk

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.