Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Koncert med Rudersdal Kammersolister
Koncert med Rudersdal Kammersolister
Oplev en kammerkoncert med fire musikere, der alle har markeret sig som dedikerede solister og kammermusikere igennem flere årtier.
For første gang spilles Poul Ruders’ klaverkvartet for et publikum i Danmark. Det er blevet udskudt et par gange grundet nedlukningerne, men denne aften fremfører Rudersdal Kammersolister det store substantielle kammerværk af den verdensberømte, danske komponist.
Musikken bevæger sig fra en simpel næsten naiv melodi til et virvar af sammenflettede mønstre for igen at fade ud i det enkle, barnlige tema.
I november 2021 opførte de værket ved åbningskoncerten på Sound Ways Festival i Skt. Petersborg, og Ruders udbrød: Det er f…. godt, intenst og gribende!
Nordisk-Russisk Musikforening har gjort det til sit speciale at kombinere den nordiske og den østeuropæiske musiktradition. Koncerten byder derfor også på musik af den ungarske romantiker, Franz Liszt, og den nulevende russiske komponist, Lera Auerbach.
Auerbach og hendes musik har en særlig betydning for Rudersdal Kammersolister, idet ensemblet blev dannet på opfordring af hende. Hun turnerer i hele verden, hvor hendes værker bl.a. opføres i Musikverein i Wien og ved den prestigefulde Verbier Festival i Schweiz. I sommeren 2017 var hun gæst ved Rudersdal Sommerkoncerter og opfordrede her violinisten Christine Pryn til at starte et ensemble af dedikerede musikere, der har givet kammermusikken højeste prioritet i deres karriere.
Sammen med bratschist Mina Fred, cellist John Ehde og pianist Manuel Esperilla har Christine Pryn siden 2018 givet koncerter som Rudersdal Kammersolister og optrådt ved en lang række koncerter over hele landet.
Program
Franz Liszt: Tristia
Lera Auerbach: Klavertrio nr. 2 “Triptych – This Mirror Has Three Faces”
Poul Ruders: Klaverkvartet
Rudersdal Kammersolister består af:
Christine Pryn, violin
Mina Fred, bratsch
John Ehde, cello
Manuel Esperilla, klaver