Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Koncert med DUEN
Koncert med DUEN
DUEN – Det Danske Ungdomsensemble – har som regel en travl koncertkalender året rundt, med en række koncerter i ind- og udland. Men år 2020 har som bekendt været meget anderledes – også for DUEN, der ikke har spillet en eneste koncert siden nedlukningen i marts.
Det er imidlertid mere end passende, at det ser ud til at blive med sin traditionelle sommerturné at DUEN vender tilbage på scenen. Endnu bedre er det, at de unge musikere får lov at fyre al den opsamlede spilleglæde af på Tjajkovskijs fantastiske Serenade for strygere. Herudover vil ensemblet præsentere et varieret program af musik til den danske sensommer.
Foreløbigt program:
Peter Tjajkovskij (1840-1893): Serenade for strygere, op. 48
- Pezzo in forma di sonatina: Andante non troppo — Allegro moderato
- Valse: Moderato — Tempo di valse
- Élégie: Larghetto elegiaco
- Finale (Tema russo): Andante — Allegro con spirito
Dertil udvalgte værker af nordiske komponister m.fl.
Om DUEN – Det Danske Ungdomsensemble
DUEN er et kreativt musikalsk forum for strygertalenter i alderen 17-27 år. DUEN spiller i mange forskellige konstellationer, og repertoiret spænder fra de store klassikere til nyskreven musik. Ensemblet spiller sammen med topprofessionelle klassiske solister og samarbejder også med musikere fra andre genrer.
Siden 2012 har DUEN bl.a. spillet til Kirkeministerens Julekoncert i Holmens Kirke, Klassiske Dage i Holstebro (med bl.a. Viktoria Mullova, Michala Petri, Håkan Hardenberger og Janne Thomsen), STRØM festival i København (med Mike Sheridan), Schubertiaden i Roskilde, CHART Art Fair på Charlottenborg, KlubRå på Roskilde Festival, været på turné i Kina, Rumænien, Rusland og Holland, lavet TV og indspillet CD.
DUEN består af ca. 25 unge, talentfulde strygere med det klassiske som kernerepertoire. I spidsen står dirigent og kunstnerisk leder Morten Ryelund som sørger for at både energien og kvaliteten er høj. De fleste af DUENs medlemmer er studerende på landets klassiske konservatorier og er blevet udvalgt efter en optagelsesprøve. Hvert medlem har en fast plads i ensemblet i to år. Kendetegnet blandt de unge strygere er en smittende spilleglæde og et højt teknisk niveau.