Åbent i dag kl. 10-18
Ars Nova

Jubilæumskoncert: Ars Nova og Den Danske Strygekvartet (UDSOLGT)

Dato
03.05.2023
Tid
20:00 - 21:30
Sted
Bibliotekssalen
i Rundetaarn - Købmagergade 52A 1150 Kbh. K
Pris
40 kr.

Jubilæumskoncert: Ars Nova og Den Danske Strygekvartet (UDSOLGT)

Oplev en storslået koncert når Ars Nova og Den Danske Strygekvartet mødes i Rundetaarn og præsenterer musik fra de sidste 400 år, for at markere Regensens 400-års jubilæum.

Jubilæumskoncertens program præsenterer musik fra de fem århundreder, i hvilke Regensen har eksisteret.

Der indledes med musik komponeret i 1600-tallet af blandt andet Orlando Gibbons. Herefter følger folkemusik fra 1700-tallet i Den Danske Strygekvartets kritikerroste arrangementer, dansk kormusik fra 1800-tallet og den traditionsrige Lindekantate fra 1900-tallet, skrevet af regensianere på Regensen, og uropført ved Lindefesten i juni 1902.

Koncerten slutter af med værket “Blade springer” fra 2023 for kor og strygekvartet.

Værket er komponeret til jubilæet af Bent Sørensen, med tekst af Juliane Preisler, suppleret med fragmenter af eksisterende tekster relateret til Regensen. 

Danish String Quartet.

Om Den Danske Strygekvartet
Den Danske Strygekvartet er en prisbelønnet kvartet, hvis medlemmer kommer fra Danmark og Norge. Deres repertoire spænder vidt fra den store klassiske kvartetlitteratur, med komponister som W. A. Mozart og L. v. Beethoven over arrangementer af nordisk folkemusik til helt nyskreven musik af bl.a. Per Nørgård og Hans Abrahamsen. Kvartetten har en omfattende turnevirksomhed og er blandt de mest efterspurgte ensembler i verden.

Om Ars Nova
ARS NOVA Copenhagen blev grundlagt i 1979 og har for længst etableret sig som et af verdens fineste vokalensembler. Ensemblets chefdirigent og kunstneriske leder siden 2003 er den anerkendte engelske dirigent Paul Hillier. Ensemblet har specialiseret sig i fortolkningen af renæssancens polyfone kormusik og ny vokalmusik, der udføres med præcision og nerve og med en sound, som vækker opmærksomhed overalt i verden. ARS NOVA har igennem årene turneret i mere end 35 lande.

Om Bent Sørensen
Bent Sørensen er komponist, nyudnævnt professor i komposition ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og nuværende formand for Dansk Komponistforening. Bent Sørensens musik er præget af stor teknisk formåen og kompositorisk fantasi. Sørensen modtog Nordisk Råds Musikpris i 1996, Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris i 2014 og som den første danske komponist titlen som årets P2 kunster i 2021. Bent Sørensen er internationalt anerkendt og har skrevet værker på bestilling af bl.a. DR Symfoniorkesteret og New York Philharmonic.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.