Åbent i dag kl. 10-18

Den Lille Kulturnat i Rundetaarn

Dato
17.03.2023
Tid
16:00 - 20:00
Sted
Rundetaarn
Pris
Kun adgang med kulturpas. Fra og med 12 år: 110kr. Børn til og med 11 år: Gratis.

Den Lille Kulturnat i Rundetaarn

Udforsk byens bedste tårn i børnehøjde, når Den Lille Kulturnat indtager København med spændende aftenarrangementer for børn og deres voksne.

Den 17. marts kl. 16-20 er der Den Lille Kulturnat i København! Det er Kulturnatten, som du kender den – men for børn! Her i Rundetaarn står børnenes kulturnat i Christian IV’s tegn, når vi inviterer på en historiejagt i kongens fodspor, hvor I kan blive klogere på det gamle tårns berømte bygherre.

I Bibliotekssalen kan I tage på vandretur mellem luftige havetelte fyldt med gode historier og gigantiske papirblomster, når Kongens Have og genstande fra Rosenborg Slot genopstår i nye, fantasifulde former i Signe Kejlbos aktuelle børneudstilling “Rosenkanonen – kongens fortryllede have”. Se, om I kan spotte de dansende blomstervæsner eller hils på selveste Christian IV, når han vandrer omkring i sin smukke lysthave akkompagneret af lutmusik fra sin hofkomponist John Dowland.

Kulturpas til Den Lille Kulturnat

Bemærk: Under Den Lille Kulturnat er der kun adgang til Rundetaarn med Kulturpas!

Et digitalt kulturpas til Den Lille Kulturnat giver også adgang til alle arrangementer den 17. marts 2023.  Kulturpasset sælges online på kulturnatten.dk

Alle gæster fra og med 12 år skal have et kulturpas til Den Lille Kulturnat – børn til og med 11 år er gratis. Hvis du har brug for hjælp til det digitale kulturpas, så ring til +4533151010 eller send en mail til kulturpas-support@preo.live 

Aktuel udstilling: “Rosenkanonen – kongens fortryllede have”

Christian IV var en konge, der kunne lide at se tingene gro – ikke mindst i Kongens København. Før han lod Rundetaarn vokse op af jorden midt i byen, skabte han med Kongens Have sin egen lysthave fuld af alskens blomster, og i haven lagde han sin yndigste rose: Rosenborg Slot.

Fra 4. februar til 16. april omdanner blomsterkunstner Signe Kejlbo Rundetaarns Bibliotekssal til en fantasihave, hvor børn og voksne kan foretage deres egen lystvandring mellem fortryllende draperede havetelte. Her folder historier og blomster sig ud i fantasifulde formationer skabt af kunstneren med inspiration i blomstrende genstande fra Christian IV’s liv og Rosenborg Slot. 

“Rosenkanonen – kongens fortryllede have” kan opleves i Rundetaarn fra den 4. februar til den 16. april.
Læs mere om udstillingen og kunstneren her.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.