Åbent i dag kl. 10-20

Dansker med ulve

Dato
31.08.2023
-
31.12.2023
Sted
Bibliotekssalen

Dansker med ulve

Er der plads til ulve i Danmark? Og er der overhovedet plads til store rovdyr og vild natur? Til efteråret kommer Danmarks første store udstilling om mennesker og ulve til Rundetaarn i hjertet af København. Her kan man stå ansigt til ansigt med ulve – mærke og forstå, hvad ulvene gør ved os.

I december 2012 blev en ulv fundet død i Nationalpark Thy. Efter 199 års fravær i den danske natur var ulven kommet tilbage – meget hurtigere end forventet. I dag lever ca. 30 ulve frit i Denmark, og antallet vil stige yderligere. Ulvens genkomst har skabt fascination, frygt og ophidset debat. Ulven er en art, man ikke kan ignorere!

Udstillingen “Dansker med ulve” tager udgangspunkt i menneskets sameksistens med ulven gennem mange tusinde år. Den gør dig klogere på myter og holdninger, forskning og viden om de danske ulves færden og adfærd. I udstillingen kommer du også meget tæt på hunden – ulven, der blev menneskets bedste ven. 

Med “Dansker med ulve”-udstillingen nuanceres debatten, ulveproblematikken sættes i perspektiv, og publikum inviteres til at opleve, forstå og tage stilling til ulvene i Danmark. Er den glubske ulv en realitet eller en forestilling? Giver den for store konflikter, eller har vi faktisk mulighed for at leve sammen? Og hvem skal bestemme ulvens fremtid i Danmark? 

Udstillingen ledsages af en række arrangementer i Rundetaarn for børn og voksne.

“Dansker med ulve” er skabt af Naturhistorisk Museum Aarhus. Det er en vandreudstilling, der tidligere har været vist både i Aarhus og på Holstebro Museum.

Udstillingen præsenteres i samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus og er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Aage V. Jensen Naturfond, Region Midtjylland, 15. Juni Fonden, Beckett-Fonden samt Toyota-Fonden.

Bemærk!

Selv om udstillingen henvender sig til hele familien bør børn dog være i følge med voksne, da der både forekommer dramatiske scener og lydeffekter samt autentiske udstoppede dyr.

Udstillingen lukker tidligere på udvalgte dage grundet særarrangementer eller koncerter i Bibliotekssalen. Hold dig opdateret her på hjemmesiden inden dit besøg:

  • 6. december lukker udstillingen kl. 18.30
  • 7. december lukker udstillingen kl. 17
  • 8. december lukker udstillingen kl. 16.30

Skolemateriale til “Dansker med ulve”

Rundetaarn har skolemateriale tilknyttet udstillingen “Dansker med ulve”. Opgavearket er udviklet af Rundetaarn på baggrund af materiale stillet til rådighed af Naturhistorisk Museum Aarhus.

Hent skolemateriale og lærervejledning, og læs mere her.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.