Åbent i dag kl. 10-20

Artist Talk: Naja Marie Aidt & Karin Hald

Dato
30.05.2024
Tid
17:00 - 18:00
Sted
Bibliotekssalen
Pris
80 kr.

Artist Talk: Naja Marie Aidt & Karin Hald

Oplev forfatter Naja Marie Aidt i samtale med kunstner og forfatter Karin Hald om kunstens potentiale for heling og traumebearbejdning under Art Matter Festival 2024.

Med afsæt i Karin Halds aktuelle udstilling ”Forlænget eksponering”, der tager udgangspunkt i hendes eget sygdomsforløb i psykiatrien, og Naja Marie Aidts nye bog ”Øvelser i mørke”, der kredser om venskab, kærlighed, vold og afmagt, vil samtalen komme omkring kunstens terapeutiske potentiale samt vigtigheden af venskaber. Emner, som Aidt og Hald vil forsøge at belyse på flere forskellige måder. 

Samtalen modereres af Sabitha Söderholm og er en del af Rundetaarns program til Art Matter Festival (tidligere Art Week).

Naja Marie Aidt er en prisbelønnet forfatter og digter, og er aktuel med romanen ”Øvelser i mørke”, der udkom i februar 2024.

Karin Hald er billedkunstner og forfatter og arbejder med performance, tekst og skrift som materialer i spændingsfeltet mellem udgivelsesteknologier, krop, politik, performance og poesi. Hun står bag udstillingen “Forlænget eksponering” i Rundetaarns Bibliotekssal.

– BEMÆRK: Nogle værker i udstillingen behandler barske emner, såsom vold og overgreb. 

Om udstillingen

Kunstner Karin Hald fortæller om udstillingen og værkerne.

”Forlænget eksponering” tager sin titel fra behandlingsformen ”Prolonged Exposure Therapy”, hvor en patient genfortæller sit traume for at bearbejde det. Gennem video, lydoptagelser, fotos og performance og med dialog som gennemgående tema undersøger Karin Hald og en række andre kunstnere, hvordan kunst og samtale kan blive modstykke til håbløshed og fortvivlelse, og skabe rum for heling, håb, omsorg og fælles menneskelighed.

De pårørendes perspektiv inddrages også, når Hald inviterer sine tætte relationer, der primært er forfattere og billedkunstnere, til at bidrage til udstillingen med egne værker.

Medvirkende kunstnere

Karin Hald (f. 1986) er uddannet billedkunstner fra Konsthögskolan i Malmö og forfatter fra Litterär Gestaltning. Hun arbejder blandt andet med performance, tekst og skrift som materialer i spændingsfeltet mellem udgivelsesteknologier, krop, politik, performance og poesi.

Foruden Hald deltager Tove Storch, Lara Ostan, Liv Nimand Duvå, Louis André Jørgensen, Ragnhild May, Kristoffer Raasted, Trine Struwe, Axel Burendahl, Ditte Holm Bro, Stina Vogt, Niels Munk Plum, Anna Rieder, Ana Sidsel Welden og Olivia Lund med værker.

Projektkoordinator: Paola Paleari.

“Forlænget eksponering” er initieret af Karin Hald, og præsenteres af Rundetaarn i Bibliotekssalen fra den 4. maj til den 16. juni 2024.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.