Åbent i dag kl. 10-18
Anja C. Andersen. Foto: Steen Brogaard

Stjernekig og astronomiske samtaler: Kvinder i astronomien (UDSOLGT)

Dato
08.03.2023
Tid
19:00
Sted
Rundetaarn
Pris
120 kr. (inkl. kage fra La Glace)

Stjernekig og astronomiske samtaler: Kvinder i astronomien (UDSOLGT)

Til vinterhalvårets sidste omgang ”Stjernekig og astronomiske samtaler” fortæller professor i astrofysik Anja C. Andersen om kvindelige astronomer gennem historien, og der er mulighed for at smage den kage, som konditoriet La Glace har opkaldt efter hende.

De har ofte stået i skyggen af deres mandlige kolleger, men de kunne skam sagtens selv. I anledning af kvindernes internationale kampdag handler dette vinterhalvårs sidste omgang ”Stjernekig og astronomiske samtaler” om de kvindelige astronomer gennem historien. Fra Sophie Brahe, den berømte astronom Tycho Brahes lillesøster, der indgik som et respekteret medlem af det videnskabelige miljø på storebroderens observatorium Uranienborg, til vore dages astrofysikere.

Hvor mange med interesse for astronomi er bekendte med Johannes Kepler, Ejnar Hertzsprung, Edwin Hubble og Albert Einstein, har færre nemlig hørt om Jocelyn Bell, Julie Vinter Hansen, Caroline Herschel, Henrietta Leavitt og Cecilia Payne, hvis bidrag til moderne astronomi har haft en tendens til at blive negligeret som assisterende arbejde.

Kig ud i verdensrummet

De kvindelige astronomer præsenteres af ingen ringere end Anja C. Andersen, der er professor i astrofysik og planetforskning ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, forfatter til en række bøger og modtager af flere hædersbevisninger, blandt andet Rosenkjærprisen og H.C. Ørsted Medaljen i sølv.

Det var under en tur med skolen i Observatoriet på toppen af Rundetaarn, at Anja C. Andersen selv besluttede at blive astronom, og før og efter hendes oplæg er der mulighed for at besøge netop Observatoriet og selv kigge ud i verdensrummet bistået af Rundetaarns dygtige observatorer.

Kage med stjerne og planet fra La Glace

Kagen “Anja Cetti Andersen” fra La Glace.

Aftenen byder ikke kun på muligheden for at høre Anja C. Andersen, men også smage den kage, som konditoriet La Glace har navngivet efter hende.

Kagen, hvis fulde navn er ”Anja Cetti Andersen”, består af solbærgele omgivet af mascarponemousse og indeholder også citronmazarin med mandelsplitter sat på en citronmørdejsbund. Kagen er overtrukket med chokoladeglace og naturligvis pyntet med en stjerne, en planet og et strejf af guld.

Som en del af ”Stjernekig og astronomiske samtaler” giver Marianne Stagetorn Kolos, indehaver af La Glace, en introduktion til kagen og fortæller om baggrunden for den. Der er ét styk ”Anja Cetti Andersen”-kage inkluderet i billetprisen til hver gæst.

”Stjernekig og astronomiske samtaler” finder sted i Rundetaarn en gang om måneden hele vinterhalvåret. Bliv klogere på rummet og den måde, vi opfatter det på – og bliv beriget med nye tanker i unikke omgivelser i det gamle tårn.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.