Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
1+1=11
Ny udstilling i Rundetaarn præsenterer dansk og colombiansk kunsthåndværk i forening gennem projektet “1+1=11”, hvor designere og kunsthåndværkere fra de to kulturer fortolker hinandens arbejde.
Projektet “1+1=11” er et tværkulturelt design- og oplysningsprojekt efter initiativ af designer Jeppe Skjøde Knudsen. 11 danske designere og kvinder fra wayuu-folket i Colombia har skabt værkerne på udstillingen, som på eksperimenterende vis fortæller om wayuu-kulturen qua folkets kunsthåndværk.
I de nordligste dele af Colombia og Venezuela kæmper wayuu-folket en kamp mod generel ressourcemangel, klimaforandringer og korruption. På trods af disse udfordringer viderefører wayuu-folket en gammel og stærk kultur i La Guajira territoriet. Det er en livsførelse, hvori deres farvestrålende, traditionelle kunsthåndværk spiller en central rolle. Folkets kvinder lærer principperne for de traditionelle væve- og hækleteknikker i de tidlige teenageår og bruger så resten af livet på at raffinere deres tilgang og stil.
På udstillingen præsenterer kulturforeningen Dynamo projektets 11 værker, der hver består af to dele: et vægtæppe og en taske. Tæpperne er designet af 11 danske designere. Taskerne af wayuu-kvinderne, efter deres egne mønstre. Udstillingen ledsages desuden af fotografier, der på dokumentarisk vis fremstiller wayuu-folkets dagligdag, samt traditionelt wayuu-kunsthåndværk. Titlen “1+1=11” refererer til det generelle samarbejde og kulturmødet mellem traditionerne.
Idéen til projektet opstod da initiativtager Jeppe Skjøde Knudsen, i 2016, stødte på kunsthåndværket og på denne baggrund mødte wayuu-folket. Han er flere gange siden vendt tilbage for at lave research til projektet, og sammen med kulturforeningen Dynamo vil han nu bidrage til, at man i Danmark får øjnene op for det smukke kunsthåndværk.
Fremover ønsker kulturforeningen Dynamo at skabe samarbejdsprojekter, der vil kunne være til gavn for wayuu-kvinderne; økonomisk og således i deres hverdag. Dette arbejde er pågående og et udviklingsarbejde, der formuleres i fællesskab med kvinderne – og altså i samhørighed med deres ønsker for fremtiden.
Yderligere samarbejdspartner er Oxfam IBIS, der allerede – sammen med en række stærke wayuu-kvinder – kæmper for folkets rettigheder og selvstændighed, ved i fællesskab at tage vare på territoriets uafhængighed.
Der vil i forbindelse med udstillingen arrangeres foredrag, workshop, Tower Talk og filmfremvisninger som formidler projektets tilblivelsesproces, wayuu-folkets kunsthåndværk og kultur, samt oplyser omkring deres samfunds udfordringer.”1+1=11″ er støttet af Udenrigsministeriets Oplysningspulje, Statens Kunstfond og Oxfam IBIS
Film om oprindelsen for wayuu-folkets kunsthåndværk