Vejr og vind

Det var ikke på Rundetaarn, at meteorologien opstod. Allerede den græske filosof Aristoteles skrev omkring 340 f.Kr. et værk med titlen Meteorologika, som handler om vejr og vind, og i hvert fald siden dengang har generation efter generation forsøgt at forstå, måle og forudsige vejrliget på lige netop deres plet af jordkloden.

Det var imidlertid på Rundetaaarn, der rigtig kom skred i den systematiske indsamling af meteorologiske data på dansk grund. Det skete fra 1751, da astronomen Peder Horrebow den yngre (1728-1812) begyndte at foretage flere daglige observationer af temperatur og lufttryk samt af regn, tåge, torden og vind på toppen af tårnet. Her lå Københavns Universitets observatorium, hvor han arbejdede under sin brors ledelse, men tilsyneladende har han taget meteorologien, der blev betragtet som en slags sidegren af astronomien, i egen hånd og selv betalt for det udstyr, der skulle til.¹

I de følgende 25 år aflæste Horrebow trofast sine termometre og barometre og skrev resultaterne ind i tabeller, og da han ikke som forventet blev leder af Observatoriet ved sin brors død i 1776, havde han god tid til at bearbejde tallene, som han i 1780 udgav i sit værk Tractatus historico-metereorologicus.

Observationer i tusmørke

Det var ikke første gang, det københavnske vejr var blevet målt systematisk, men det var første gang, målingerne havde stået på så længe. Selv om der var tale om en pionerindsats, forhindrede det dog ikke kritiske røster. To år efter udgivelsen blev Horrebows værk således anmeldt i Kiøbenhavnske Nye Efterretninger om lærde Sager, og den anonyme recensent lagde ikke fingrene imellem.

Umulige observationer

En senere tid har dog været venligere stemt over for i hvert fald nogle af Horrebows tal.³ Det samme gælder Thomas Bugge (1740-1815), der ligefrem udgav flere af Horrebows resultater i sit eget navn.⁴ Som den næste leder af Observatoriet fortsatte Bugge nemlig de meteorologiske observationer. De varede ved indtil 1819, men resultaterne for nogle perioder mangler, enten fordi de er forsvundet, eller fordi det har været umuligt at foretage observationerne.

Sådan lader det for eksempel til at have været, da Observatoriet blev bygget om i 1779-80,⁵ og det var helt sikkert tilfældet i begyndelsen af september 1807. ”I disse 4 Dage […] kunde ingen meteorologiske Observationer anstilles,” står der i de originale optegnelser, ”fordi Byen blev bombarderet af den fjendtlige engelske Belejringsarmé”.⁶

Et net af vejrstationer

Alligevel skortede det ikke på resultater, og man kan spørge sig selv, hvad alle disse tal skulle gøre godt for. Svaret giver Thomas Bugge selv.

I en meteorologisk udgivelse fra 1793 roser han et imponerende projekt, som blev gennemført i disse år på foranledning af kurfyrsten af Pfalz. En lang række vejrstationer over det meste af Europa blev forsynet med topmoderne, ensartede måleinstrumenter og sendte deres resultater til den sydtyske by Mannheim, hvor de løbende blev publiceret.⁷ I den forbindelse skriver Bugge, at “dersom Meteorologerne nogensinde skulde blive istand til at udfinde Cycler for Veirligets Beregning for den tilkommende Tid, da bliver dertil ingen anden Vei, end at abstrahere Veirligets almindelige Regler af denne kostbare og betydelige Samling”.⁸

De mange observationer skulle altså bruges til at forudsige vejret ved at gennemskue de regelmæssige mønstre, som man iagttog i verdensrummet og også mente, at vejrfænomenerne bevægede sig efter. En tysk astronom mente ligefrem, at man på et tidspunkt ville kunne forudsige regn, sne, lyn og torden flere år ud i fremtiden.⁹

Så langt er vi ikke nået endnu, omendskønt de flittige observatører på Rundetaarn gjorde deres for det fra 1751 til 1819. Teorien om vejrmønstre er stadig omdiskuteret blandt meteorologer,¹⁰ men mon ikke de fleste i dag trods alt hellere vil tilslutte sig den mindre optimistiske opfattelse hos Horrebows anonyme recensent fra 1782. ”Erfarenhed lærer, at Veir-Propheter i Almindelighed tage Feil”, erklærede han kort og godt.¹¹