Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Del på:
Tycho Brahe var her ikke
Der faldt både pæne og knap så pæne ord om Danmark og danskerne, da den engelske rejsebogsforfatter John Carr (1772-1832) i 1805 beskrev den rejse, han året før havde foretaget gennem landet som led i en større tur i Nordeuropa.
Noget af det, han ikke ligefrem faldt på halen over, var det nyindviede monument på Holmens Kirkegård over de faldne i Slaget på Reden i 1801, som han mente var for småt til at kunne fungere som et nationalt mindesmærke.1
“Da Tycho Brahe tog til Prag for at arbejde for kejser Rudolf II, blev han fulgt af sin elev Christen Sørensen Longomontanus, der går for at være Brahes mest trofaste, mest betroede og kæreste medarbejder”
Mere positiv var han straks, når det gjaldt Rundetaarn. Det beskrev han nemlig som “a noble round tower, one hundred and twenty feet high, in which a spiral road of brick nearly winds to the top; so that thus far any one might ascend or descend on horseback with perfect ease and safety” (“et prægtigt tårn, et hundrede og tyve fod højt, i hvilket en sneglegang af teglsten snor sig næsten til toppen; således at man kan stige op til dette punkt eller ned herfra på hesteryg fuldstændig ubesværet og sikkert”). Hvortil han føjede følgende bonusinfo: “at the top is the observatory of the celebrated Tycho Brahe” (“på toppen er den berømte Tycho Brahes observatorium”).2
Tycho Brahes fod
Det sidste havde John Carr nu ikke helt ret i. Tycho Brahe (1546-1601) har aldrig sat sine ben i Rundetaarn, al den stund de første planer om at bygge tårnet stammer fra 1630’erne, mens Brahe døde allerede i 1601, tilmed i landflygtighed i Prag langt fra Rundetaarns København. Alligevel er det ikke helt hen i vejret at nævne den navnkundige astronom i samme åndedrag som Rundetaarn.
Der går nemlig en direkte linje fra Tycho Brahes observatorier Uraniborg og Stjerneborg på den lille ø Hven i Øresund, som Brahe måtte forlade i 1597, til Observatoriet på toppen af Rundetaarn. For godt nok kan Rundetaarn ironisk nok betragtes som en manifestation i sten af netop den strenge lutherske ortodoksi, som spillede en afgørende rolle for Tycho Brahes afsked med Danmark.3 Men de selv samme sten danner samtidig en cirkel med den samme diameter som siderne på Stjerneborg,4 hvis grundlæggende måleenhed, den såkaldte tychonske fod, angiveligt også er blevet brugt i byggeriet af Rundetaarn.5
Longomontanus
Ingen af delene er tilfældigt. Ligesom man inden for kirken benytter begrebet apostolsk succession om det fænomen, at rækken af indviede biskopper går ubrudt tilbage til apostlene, kan man nemlig tale om astronomisk succession, når det gælder forbindelsen mellem Tycho Brahe og Rundetaarn.
Da Tycho Brahe tog til Prag for at arbejde for kejser Rudolf II, blev han fulgt af sin elev Christen Sørensen Longomontanus (1562-1647), der går for at være Brahes mest trofaste, mest betroede og kæreste medarbejder. Det er ham, der udgør forbindelsen, for efter Brahes død tog han tilbage til Danmark, hvor han i 1621 blev udnævnt til landets første professor i astronomi, og mens Rundetaarn blev bygget, kom han med forslag til, hvordan dets observatorium skulle indrettes. Det skulle ske med fem små forsænkede huse – præcis som på forbilledet, det underjordiske observatorium Stjerneborg på Hven, der på det tidspunkt for længst var revet ned.
Afstøbning af gravsten
Navnet Stjerneborg levede imidlertid videre og menes ligefrem i en periode at have været det officielle navn på observatoriet på Rundetaarn.6 Det samme gjorde Tycho Brahes store stjerneglobus, som først havde stået på Hven, siden blev ført til Prag og under Trediveårskrigen blev fundet i et jesuiterkollegium af en af Christian IV’s sønner, hvorefter den efter endnu et par omveje kom til Rundetaarn.7 Her stod den i øvrigt i et rum, der bar Tycho Brahes navn,8 indtil den gik op i flammer under Københavns brand i 1728.9
Siden blev den dog afløst af adskillige andre effekter med tilknytning til Tycho Brahe. Da den såkaldte astronomisk-historiske samling etableredes i Rundetaarn i 1920’erne, var et særligt fokusområde nemlig ”Minder om Tycho Brahe og hans Virksomhed”, som dens initiativtager formulerede det. Samlingen, der i dag ikke længere er offentlig tilgængelig, kom derfor til at indeholde alt fra modeller af Tycho Brahes instrumenter i brug over en afstøbning af hans gravsten i Prag, af hans kranium og af et brudstykke af Uraniborgs grundsten til et stambogsblad med hans egenhændige underskrift.10
I 1932 blev der tilmed rejst en buste til Tycho Brahes ære ved Rundetaarns fod, lavet af billedhuggeren Siegfried Wagner (1874-1952), der er mest kendt for Lurblæserne på Rådhuspladsen i København. Skulle en og anden få den samme tanke som rejsebogsforfatteren John Carr, at Tycho Brahe virkelig har besteget Rundetaarn, kan man altså ikke fortænke vedkommende i det. Det eneste runde tårn, Tycho Brahe besteg, var dog et middelalderligt vagttårn på Københavns vold, som astronomen brugte som observatorium, når han var i byen.11 Men det er en anden historie.
Noter
1John Carr: A Northern Summer; or, Travels Round the Baltic, Through Denmark, Sweden, Russia, Prussia, and Part of Germany, in the Year 1804. Philadelphia, 1805, s. 29.
2John Carr: A Northern Summer; or, Travels Round the Baltic, Through Denmark, Sweden, Russia, Prussia, and Part of Germany, in the Year 1804. Philadelphia, 1805, s. 47.
3Alex Wittendorff: ”Tyge Brahes brud med Danmark”. I Poul Grinder-Hansen (red.): Tycho Brahes Verden. Danmark i Europa 1550-1600. Nationalmuseet, 2006, s. 201-15.
4Fr. Weilbach: ”Rundetaarn som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 21.
5Poul Grinder-Hansen: ”Christian 4.s Studenterkirke”. I Inger Wiene, Kirsten Sandholt og Jesper Vang Hansen (red.): Runde Kirke, Taarn og Sogn. Trinitatis gennem 350 år. Nyt Nordisk Forlag, 2006, s. 20-21.
6Fr. Weilbach: ”Rundetaarn som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 21.
7Poul Grinder-Hansen: ”Eftermælet”. I Poul Grinder-Hansen (red.): Tycho Brahes Verden. Danmark i Europa 1550-1600. Nationalmuseet, 2006, s. 249 og 251-52.
8”Fortegnelse paa de instrumenter og Verker som findes paa det runde taarn Anno 1710”, gengivet i Andreas Nissen: ”Rundetaarn som Observatorium”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 72.
9Andreas Nissen: ”Rundetaarn som Observatorium”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 82.
10Harald Mortensen: ”Den astronomisk-historiske Samling”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 127-29.
11Poul Grinder-Hansen: ”Eftermælet”. I Poul Grinder-Hansen (red.): Tycho Brahes Verden. Danmark i Europa 1550-1600. Nationalmuseet, 2006, s. 251.
