Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Del på:
Tredelingen af oldtiden
Det var ikke kun guldet, der glimtede i den danske guldalder i første halvdel af 1800-tallet. Også mere beskedne materialer fik chancen for at brillere. De udgjorde nemlig selve fundamentet for den systematiske ordning af fortiden, der i 1820’erne blev foretaget i Bibliotekssalen med indgang fra Rundetaarn, og som var af så høj karat, at den ligger til grund for det system, der stadig anvendes internationalt.
Der er tale om det såkaldte treperiodesystem, ifølge hvilket oldtiden kan inddeles i perioder opkaldt efter det materiale, der især blev brugt til fremstilling af våben og redskaber i et givent tidsrum. Først brugte man sten, så bronze og endelig jern. Først kommer derfor stenalderen, så bronzealderen og endelig jernalderen.
“Forvandlingen sker på grund af købmandssønnen Christian Jürgensen Thomsen”
Det var ikke nogen ny tanke, at menneskehedens udvikling i de ældste tider var gået gennem tre aldre, og at disse aldre kunne navngives efter materialer. Flere græske oldtidsdigtere opererer for eksempel med de tre perioder, og både i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet bliver de brugt i historiske behandlinger.1 Det nye, der sker i Bibliotekssalen, er imidlertid, at inddelingen bliver andet og mere end en skrivebordskonstruktion og en forestilling baseret på sagnstof. Eller, som det er blevet formuleret, at Danmarks oldtid bliver forvandlet ”fra litterær legende til arkæologisk virkelighed”.2
Uendelig gammelt
Forvandlingen sker på grund af købmandssønnen Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865), der fra 1816 var udpeget til at varetage den samling af oldtidsgenstande, der befandt sig i det daværende Universitetsbibliotek på etagen over Trinitatis Kirke. Ti år tidligere havde universitetsbibliotekaren Rasmus Nyerup (1759-1829) slået til lyd for at sikre fortidsminder af værdi, og da han efterfølgende fik tilsendt oldsager fra alle egne af landet, gav han dem plads i bibliotekets østlige ende.
Nyerups drøm var, at kulturarven skulle opstilles i det, han var den første til at kalde et ”National-Museum”3 – en betegnelse, der vel at mærke hos Nyerup også dækkede ting fra Norge og andre områder, der var eller havde været under dansk styre. Baseret på skriftlige vidnesbyrd fra bibliotekets bøger udgav han derfor et detaljeret forslag til, hvordan en række genstande og monumenter, i praksis ofte kopier eller afbildninger af de originale ting, skulle fordeles på fire sale, to med ”Hedenolds Monumenter” og to med henholdsvis runesten og mindesmærker fra middelalderen.4
Hvor dateringen af sidstnævnte er nogenlunde sikker, er Nyerup imidlertid på gyngende grund, hvad de tre øvrige sale og navnlig de to første angår. ”Alt hvad der har sin Oprindelse fra et Old, der gaaer forud for Christnetroens Indførelse her i disse Lande, det kan med Føje siges at være uendelig gammelt”, skriver han således og fortsætter: ”Vi veed det er ældre end Christendommen, men om det er nogle faa Aar eller nogle hundrede Aar – ja maaske over tusinde Aar – ældre, det er moxen [omtrent] lutter Gisninger og i det højeste kun sandsynlige Hypotheser.”5
En samling i kaos
Idéen om en institution, der kunne sikre den truede kulturarv, blev hurtigt officielt anerkendt, og i 1807 oprettedes Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring, der regnes for begyndelsen til Nationalmuseet. Først var Nyerup selv sekretær, men det var først, da posten overgik til Christian Jürgensen Thomsen, at der virkelig skete noget med samlingen.
Da Thomsen overtog sekretærposten, var der ifølge ham selv ikke styr på ret meget. ”I Støv, planløs Uorden, skjult i Skuffer, Kroge, Tørklæder, Papirer, var det hele mig et Chaos”, skriver han således til historikeren Lauritz Schebye Vedel Simonsen (1780-1858), der var medlem af Oldsagskommissionen.6 Lidt efter lidt fik den nye sekretær imidlertid ryddet op og opnåede på den måde den fortrolighed med genstandene, som var en forudsætning for udviklingen af treperiodesystemet.
Genstand efter genstand blev undersøgt empirisk med inddragelse af oplysninger om, hvor de var blevet fundet, og hvilke andre genstande de var blevet fundet sammen med. ”De vil let indsee,” skriver Thomsen videre til Vedel Simonsen, ”at da jeg har haft ethvert Stykke, Commissionen ejer, ikke een men mange Gange i Hænderne, er der vel ingen, som saa nøje kjender, hvad Samlingen indeholder, som jeg”.7
Håndværkssvende og skolebørn
Det står ikke helt klart, hvornår Christian Jürgensen Thomsens teori om tredelingen er så færdig, at han kan fortælle om den på sine berømte rundvisninger i samlingen, og der er heller ikke sikkerhed om, hvornår han ordner genstandene efter de nye principper. Begge dele er formentlig sket lidt efter lidt, men da den britiske turist frk. Frances Williams Wynn besøgte Rundetaarn i 1827, gav den præsentation af samlingen, som Thomsen gav hende, i hvert fald ingen tvivl om materialernes rækkefølge.8
Treperiodesystemet sætter sig dog først fuldstændig igennem som ordnende princip i den opstilling, samlingen får i midten af 1830’erne.9 På det tidspunkt er museet flyttet fra Universitetsbiblioteket til Christiansborg Slot, blandt andet fordi det simpelthen er blevet for velbesøgt. Gæster ”fra Byen, Landet og Udlandet, inclusive Haandværkssvende og Skolebørn i Snesevis” forstyrrer bibliotekets brugere, lyder klagen i 1832 – og desuden optager fortidslevnene for meget plads, når bøgerne flere steder ”maa staae i dobbelte Rader”, som det hedder.10
Mere end en formodning
Det er også, mens museet har til huse på Christiansborg Slot, at Christian Jürgensen Thomsen for første gang formulerer sin teori på tryk. Det sker i bogen Ledetraad til Nordisk Oldkyndighed fra 1836, hvor han giver en oversigt over mindesmærker og oldsager fra den nordiske fortid og i den forbindelse kommer med nogle få siders bemærkninger om, hvor gamle tingene er i forhold til hinanden. ”For at lette Oversigten ville vi tillægge de forskjellige Perioder, hvis Grændser dog ikke kunne nøiagtig angives, særskilte Benævnelser”, skriver han.11 De benævnelser er netop stenalderen, bronzealderen og jernalderen.
Endnu var Thomsen forsigtig med at sætte årstal på de tre perioder, og i det hele taget mente han, at der skulle flere undersøgelser til, før teorien om de tre perioder kunne blive mere end blot en formodning. Men med Nyerups lutter gisninger var det forbi. Og det nybrud er da en guldalder værdigt.
Noter
1Jf. f.eks. Jørgen Jensen: ”Christian Jürgensen Thomsen og treperiodesystemet”. I Ulla Lund Hansen (red.): Christian Jürgensen Thomsen 1788 – 29. december – 1988. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1988. Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København, 1988, s. 12-14.
2Olaf Olsen: ”Forord”. I Ulla Lund Hansen (red.): Christian Jürgensen Thomsen 1788 – 29. december – 1988. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1988. Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København, 1988, s. 7.
3R. Nyerup: Oversyn over Fædernelandets Mindesmærker fra Oldtiden, saaledes som samme kan tænkes opstillede i et tilkommende National-Museum. Fjerde Bind af Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider. Kjøbenhavn, 1806.
4R. Nyerup: Oversyn over Fædernelandets Mindesmærker fra Oldtiden, saaledes som samme kan tænkes opstillede i et tilkommende National-Museum. Fjerde Bind af Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider. Kjøbenhavn, 1806, s. X-XIV.
5R. Nyerup: Oversyn over Fædernelandets Mindesmærker fra Oldtiden, saaledes som samme kan tænkes opstillede i et tilkommende National-Museum. Fjerde Bind af Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider. Kjøbenhavn, 1806, s. 1.
6Citeret efter Jørgen Jensen: Thomsens Museum. Historien om Nationalmuseet. Gyldendal, 1992, s. 51.
7Citeret efter Jørgen Jensen: Thomsens Museum. Historien om Nationalmuseet. Gyldendal, 1992, s. 52.
8Peter Rowley-Conwy: ”C.J. Thomsen’s Museum and the Three Age System. A Description in the Diary of Frances Williams Wynn, 1827”. I hikuin 10, 1984, s. 337-42.
9Jørgen Jensen: Thomsens Museum. Historien om Nationalmuseet. Gyldendal, 1992, s. 99.
10Citeret efter Jørgen Jensen: Thomsens Museum. Historien om Nationalmuseet. Gyldendal, 1992, s. 105.
11[Christian Jürgensen Thomsen]: ”Kortfattet Udsigt over Mindesmærker og Oldsager fra Nordens Fortid”. I Ledetraad til Nordisk Oldkyndighed. Udgiven af det kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab. Kjøbenhavn, 1836, s. 57.
