Over åen efter vand

Ved at se nedad skuer jeg opad. Sådan beskrev astronomen Tycho Brahe (1546-1601) en af de allegoriske skulpturer, der udsmykkede hans herregård Uraniborg på øen Hven,¹ men ordene passer også på Brahe selv. Uraniborg indeholdt nemlig ikke kun et observatorium, hvor han kunne følge med i himmellegemernes bevægelser, men var også centrum i en konsekvent udformet have, der blandt andet bestod af sindrigt anlagte bede, flere af dem i stjernemønstre.²

Her dyrkede Tycho Brahe urter, som han kunne lave kemiske eller alkymistiske forsøg med i Uraniborgs kældre. Brahe er især kendt som astronom, men i hans verden hang astronomien og alkymien uløseligt sammen. Når han undersøgte planterne, blev han derfor også klogere på planeterne – og omvendt. Astronomien var en himmelsk kemi, alkymien en jordisk astronomi.³

Fra generation til generation

Tycho Brahes indflydelse på Rundetaarns udformning er der til gengæld ikke meget tvivl om. Den blev sikret gennem hans assistent Christen Sørensen Longomontanus (1562-1647), der blev Danmarks første professor i astronomi, men tilsyneladende har været mest interesseret i den himmelske af slagsen. I hvert fald måtte urterne pænt blive uden for porten de første mange år af Rundetaarns historie.

Det ændrede sig i 1809, da hofapoteker Gottfried Becker (1767-1845) fik tilladelse til at leje en del af Ringerloftet med adgang fra Rundetaarn.⁵ Loftet skulle bruges til at tørre urter til fremstilling af medicin, som skulle sælges nogle få hundrede meter væk på Elefantapoteket, der ligesom Rundetaarn lå på Købmagergade.

Apoteket var blevet grundlagt af Beckers oldefar, der blev udnævnt til hofapoteker kort efter enevældens indførelse i 1660, og stillingen var siden gået næsten ubrudt i arv fra generation til generation.⁶ Elefantapoteket blev derfor også kaldt Det Kongelige Hofapotek, hvilket stod over indgangen sammen med en figur af en elefant, en overgang suppleret med en latinsk indskrift, der i oversættelse lyder: ”Jeg hidkalder de syge, jeg fordriver sygdommene med snabelen”.⁷

Egen fabrikation

Et apotek indeholdt i 1809 ikke bare det såkaldte officin, hvor man kunne købe lægemidler og andre fornødenheder, men også et laboratorium, hvor medicinen blev fremstillet. Det havde alle dage været en del af apotekergerningen, og i den omfattende ordning af apotekervæsenet, der kom i 1672, blev det understreget, at apotekerne ikke måtte hjemtage færdig medicin, men skulle fabrikere den selv.⁸

Det var heldigvis ikke svært, eftersom ”disse Lande med adskillige gode Vexter, Urter, Blomster og Rødder ere af Naturen begavede”, som det hed i forordningen. Blot krævedes det, at ”det, som i rette Tide samlet er, kan paa tilbørlige Steder tørres”.⁹

Vildtvoksende planter

Efterhånden indsneg der sig dog tilsyneladende en vis dovenskab hos apotekerne og deres ansatte, der åbenbart er sprunget over, hvor gærdet var lavet, og har importeret lægemidlerne i stedet for at lave dem selv. Eller som det formuleres af lægen J.C.W. Wendt (1778-1838):

”Når man betænker, at en stor Deel af de Planter, som anvendes i Lægekunsten, voxe vildt i vort Fædreneland, og at vore Apothekere dog alligevel ere nødte til at forskrive mange af dem fra Udlandet, saafremt de ville have dem af forsvarlig Godhed, saa maae enhver naturligviis falde paa at giøre det Spørgsmaal, hvorfor indsamle vi ikke hellere selv disse Planter?”¹⁰

For at hjælpe apotekere og andre godtfolk udgav Wendt derfor i 1810 en Anviisning til at indsamle, tørre og conservere de i Dannemark og Norge vildvoxende og dyrkede medicinske Planter og Plantedele. Heri forklarede han blandt andet, at de indsamlede planter almindeligvis skal tørres på ”et luftigt, reent og af Solen giennemvarmet Loft”.¹¹

For fædrelandets vel

Sådan et loft var netop til rådighed over Trinitatis Kirke, hvor hofapoteker Becker lejede sig ind i 1809. Den værdifulde plads har åbenbart været besværet værd med at transportere urterne op og ned, men lejen af Ringerloftet kan også ses i et mere vidtrækkende økonomisk og ideologisk perspektiv.

Under den florissante periode fra slutningen af 1700-tallet var det gået fremad for den danske handel, men efter det britiske bombardement af København i september 1807, der blandt andet førte til, at Danmark tilsluttede sig Napoleons krig mod Storbritannien, ændrede situationen sig drastisk. ”Forbindelsen imellem vore egne Lande og fremmede Stater blev enten aldeles hævet, eller dog giort meget vanskelig”, som det hedder i en samtidig kilde.¹²

Kurve til frugt og urter

I de københavnske apoteker førte de dårlige handelsvilkår til, at ”udenlandske endog mindre virksomme Lægemidler stige til en umaadelig Priis, ja næsten slet ikke ere eller blive at bekomme”, som J.C.W. Wendt fremfører.¹⁴ I det lys gav det god mening, at hofapoteker Becker lejede sig ind på Ringerloftet. For hvorfor gå over åen efter vand, når man endda tjente en god sag ved at lade være?

Hofapotekeren gjorde imidlertid mere end at leje tørreplads til sine urter. Under bombardementet var 400 ruder blevet knust i hans eget apotek, og på en farvefabrik, han ejede andetsteds i byen, var skaderne så store, at den måtte lukke.¹⁵ Da der efter bombardementet blev oprettet et selskab for indenlandsk kunstflid, var han derfor blandt medlemmerne,¹⁶ og i selskabets tidsskrift bidrog han med et forslag om en ny type kurve ”til at føre Frugter og Urter fra et Sted til Andet, uden at beskadiges”.¹⁷

Om bemeldte kurve er blevet brugt til at transportere urter op og ned ad Sneglegangen, fremgår ikke. Der har imidlertid været god brug for noget at have dem i, for transporten varede ved. Selv lejede Becker kun Ringerloftet i tre år, men med ham havde apotekerne åbenbart fået øje på loftets muligheder, og helt frem til 1880 blev der tørret medicinske urter deroppe.¹⁸ Helt i Tycho Brahes ånd.