Næste levende billede

Da Den Store Danske Encyklopædi i 1996 udsendte sit sjette bind, var det stort anlagte nationalleksikon nået til opslagsordene ”Erna” og ”fraktur” og alt det, der lå imellem de to. Det gjaldt også opslagsordet ”farvefotografi”, hvis korte artikel var ledsaget af en udførlig grafisk fremstilling og et fotografi, der forestiller en mand omgivet af malerspande.¹

Fotografiet var udlånt fra Rundetaarns samling, og den kringlede vej hertil er i sig selv en god historie, der fører os tilbage til omkring 1910-12, da billedet formentlig blev taget. Det blev det i Rundetaarn, hvor Bibliotekssalen for længst var blevet tømt for Universitetsbibliotekets bøger og i stedet blev brugt til skiftende formål, i denne periode som malersal for teatermaleren Carl Lund (1855-1940).

Carl Lund var leder af en blomstrende forretning, der omfattede adskillige ansatte, blandt andet farverivere og malere. På et fotografi fra 1907 af den store malersal over Trinitatis Kirke kan man således se flere nobelt klædte herrer i kittel stå jævnt fordelt på et enormt lærred, der er udspændt på gulvet, og som de ved hjælp af lange stangpensler i koncentreret ro er i færd med at forvandle til Christiansborg Slot.³ De mangler kun bowlerhatten for at kunne indgå i et surrealistisk værk af den belgiske maler René Magritte.

Kartoffelmel i tre farver

En af disse herrer hed Alfred Jepsen, og det er ham, der har fået lov til at sætte sig ned for en stund på farvefotografiet i Den Store Danske Encyklopædi. Han var født i 1859 og har altså omkring 1910-12 været en mand i sin bedste alder, hvilket dog ikke forhindrede ham i at følge med i den nyeste udvikling inden for farvefotografi, som han skal have været meget optaget af.

Fotografiet selv var blevet langt mere udbredt, siden billedhuggeren Bertel Thorvaldsen omkring 1843 fandt det nødvendigt at lave et tegn til afværgelse af det onde med den ene hånd, da han blev knipset til Nordens ældste portrætfotografi. Men farvefotografi havde indtil for nylig været en langsommelig proces, som kun lod sig gøre ved håndkolorering eller ved at fotografere det samme motiv med filtre i tre forskellige farver og lægge billederne sammen.

Autokrompladerne blev betragtet som en revolution inden for fotografiet, for helt almindelige fotografiapparater kunne nu tage farvefotografier med blot en enkelt eksponering. Pladerne blev sat i produktion i 1907, og som det første eksempel på den mageløse opfindelse blev samme år et farvefotografi af den danske kong Frederik VIII og dronning Louise på besøg i Paris offentliggjort i magasinet L’Illustration i et samlet oplag på ikke færre end 90.000 eksemplarer.⁴

En historisk selfie

Få år senere var autokrompladen altså nået til Rundetaarn, hvor Alfred Jepsen brugte den til sin historiske selfie. Autokrombilledernes eksponeringstid var længere end for deres sort-hvide kollegers, så det grå hår, de rødmossede kinder og det udtryksfulde overskæg står en lille smule udvisket mod den knivskarpe baggrund. Om han blot har instrueret, hvordan billedet skulle tages, eller selv har taget det ved hjælp af selvudløser, ved vi ikke, men det er lige før, han stadig er i bevægelse.

På den måde er fotografiet af Alfred Jepsen, som skulle helt til Paris for at blive fremkaldt, et levende billede. Den betegnelse er normalt forbeholdt filmen, som brødrene Lumière også spillede en afgørende rolle i udviklingen af. I 1895 optog de nemlig en sekvens med de ansatte, der forlader familiens fabrik i Lyon,⁵ hvilket ofte betragtes som historiens første film. Brødrene troede dog ikke på filmmediets fremtid og kastede sig i stedet over farvefotografiet. Sammenligner man den tidlige filmsekvens og det tidlige farvefoto, er det da også et åbent spørgsmål, om ikke der udstråler mere fortættet liv fra teatermaleren i Rundetaarn end fra stumfilmfigurernes hastige bevægelser.

Alfred Jepsen levede helt til 1950’erne, længe efter at autokrompladerne i 1930’erne var blevet afløst af nye teknikker, og blev over 90 år. Han holdt sig ung ikke kun med den nye teknik, men også ved at gifte sig med yngre kvinde, da hans første kone var død. Inden denne kvinde selv døde som 109-årig i 1994, havde hun givet autokrompladen og historien om den videre til sin nevø og hans hustru, som igen sørgede for, at begge dele kom til Rundetaarn. Tilbage, hvor det hele startede.