Kongen kommer tilbage

Hvis man overhovedet kan sige, at Rundetaarn er nogens, så må det være Christian IV’s (1577-1648). Ham var det, der allerede i februar 1637, knap et halvt år før nedlæggelsen af grundstenen til tårnet, lavede en aftale med en borger i den vigtige nordtyske reformationsby Emden om at levere skibsladninger af mursten til byggeriet.¹ Og ham var det, der fem år senere, i juli 1642, satte sig ned på Rosenborg og skrev i et brev, at han havde tegnet en plan af den øverste platform på ”tarnit ued Regendtzen”, altså ”tårnet ved Regensen”, som nu åbenbart stod færdigt, men endnu ikke havde fået sit navn og derfor måtte stedfæstes ved at henvise til kongens kollegiebygning lige over for Rundetaarn.²

Christian IV var da heller ikke bleg for at vedkende sig faderskabet til tårnet på selve bygningen. Den fromme bøn, der lyser gyldent på facaden i form af en rebus, indeholder således hans kronede monogram, og det indgår også adskillige steder i Caspar Finckes (1584-1655) kunstfærdige gitterværk foroven, der kom til i 1643.

Kongen tager sig af alt

Rundetaarns mange besøgende er da heller ikke i tvivl. Utallige er de forældre, lærere og pædagoger, der på vej op i Sneglegangen med autoritet i stemmen bedyrer for deres medbragte børn, at her kørte Christian IV, når han skulle op og se på stjerner eller bare kigge ud over den hovedstad, han brugte så meget energi på at opbygge og udvide, så den blev en konge værdig. Men faktisk ved man det ikke. Der findes ikke et eneste utvetydigt bevis for, at han kørte, red, lod sig bære eller bare gik her.³ Kort sagt: at han nogensinde besøgte Rundetaarn.

Det betyder selvfølgelig ikke, at han ikke gjorde det. En samtidig kilde skriver om Christian IV, at ”Kongen tager sig af alt. Der er intet så stort eller så småt, at han ikke véd alt. Han passer og ordner alt,”⁴ og netop kongens breve dokumenterer, at han interesserede sig så levende for byggeriet af Rundetaarn og var så fortrolig med detaljer i tårnets udformning, at han må have set det gentagne gange. Han må have været her.

Senere mærkværdigheder

Inspireret af den inddeling, som initiativtageren til samlingen, Rasmus Nyerup (1759-1829) havde foreslået i sine visioner for et nyt nationalmuseum,⁵ var dens omkring 6000 genstande nemlig ordnet i kategorierne ”fra den hedenske Tidsalder”, ”Rune-Monumenter”, ”Den catholske Cultus i Norden vedkommende”, ”Riddervæsenet vedkommende” og ”Senere Mærkværdigheder”,⁶ der altså tilsammen dækkede en ret langstrakt periode, som nåede helt op i renæssancen.

Til den sidste kategori hørte, ud over for eksempel to pistoler, som den svenske kong Carl XII (1682-1718) havde foræret til en norsk oberst,⁷ netop et af den danske renæssances mesterværker, nemlig de såkaldte Kronborg-tapeter – eller rettere det, der var tilbage af dem.

Efter knap 20 år ved magten havde Frederik II (1534-88) i 1577 endelig fået en søn, der kunne vælges til konge efter ham, og nu da arvefølgen var sikret, fejredes begivenheden få år senere med bestilling af ikke færre end 40 vævede tapeter. De skulle portrættere kongen og hans udvalgte søn samt de 99 konger, der var gået forud på den danske trone, begyndende med sagnkongen Dan, der angiveligt havde givet landet navn.⁸

Kongeligt bifald

De 40 tapeter, der fik selskab af tre tapeter med jagtmotiver og en vævet bordhimmel, var skræddersyet til dansesalen i Frederik II’s nybyggede pragtslot Kronborg, hvor de blev ophængt ved festlige lejligheder, så ingen kunne være i tvivl om kongemagtens ælde og kontinuitet,⁹ og de regnes for ”de smukkeste og bedste Tapeter, der ere udførte her i Danmark”, som kunsthistorikeren Francis Beckett (1868-1943) har udtrykt det.¹⁰

Tapeterne overlevede mirakuløst Kronborgs brand i 1629 og førte herefter en omtumlet tilværelse, hvor de blev fragtet til snart det ene kongeslot, snart det andet, for eksempel til Nyborg Slot. Flere af dem gik efterhånden tabt, men knap halvdelen blev midt i 1700-tallet opmagasineret på det såkaldte kongelige møbelkammer i Prinsens Palæ i København. Her lå de indtil 1819, hvor overhofmarskal A.W. Hauch (1755-1838), der både var chef for møbelmagasinet og formand i Oldsagskommissionen, forgængeren for Oldnordisk Museum, den 6. november 1819 foreslog kongen at overgive dem til museet, hvilket kongen bifaldt en uge senere.¹¹

Pladsproblemer

Nationalmuseets tidligere direktør Mouritz Mackeprang (1869-1959), der har undersøgt Kronborg-tapeternes historie nøje, gætter på, at de er røget direkte fra det ene til det andet magasin. ”Paa Trinitatis Kirkeloft, hvor Museet havde tilhuse 1807-32, kan der simpelthen ikke have været Plads til dem”, skriver han således.¹²

Det må der nu nok have været alligevel, for i sin vejviser til Københavns museer og samlinger fra 1821 nævner statistikeren Frederik Thaarup (1766-1845) specifikt ”Femten Stykker Tapeter, forfærdigede til Kronborg Slot i Frederik 2dens Tid”.¹³ Hvis ikke de var tilgængelige i en eller form, var der ikke nogen grund til at omtale dem i en guide for besøgende.

Kort proces

Men de behøver selvfølgelig ikke have været hængt op. Thaarup skriver således i sin vejviser, at Oldnordisk Museums genstande er opstillet ”tildeels i store Skabe”,¹⁴ og da Christian Jürgensen Thomsen i 1838, seks år efter at museet er flyttet til Christiansborg på grund af pladsmangel, hænger dem op i de nye lokaler, virker han så forundret over, hvor falmede de er, at han ikke kan have kigget på dem hver dag.

Han skriver således i et brev, at ”da de kom op mærkede man at de vare afblegede og det som var bestemt at være hvidt var nu skident”, hvorfor han gjorde ”kort Proces[,] lod alle Murene male skident grønne og nu saae Tapeterne ej skidne ud da alt hvidt blev undgaaet i Værelset”.¹⁵

Siden flyttede Nationalmuseet igen, denne gang til Prinsens Palæ. I den nuværende museumsbygning hænger halvdelen af de bevarede tapeter, der dermed stort set er kommet tilbage til den plads, de havde, mens de lå på det kongelige møbelmagasin. De øvrige tapeter er kommet helt tilbage til deres oprindelige hjem, nemlig til Kronborg. Og kongen – han kom også tilbage til Rundetaarn, omend kun for nogle få år.