H.C. Andersen på besøg

Da H.C. Andersen (1805-75) som 21-årig rejste fra Slagelse til Helsingør for at fortsætte sin skolegang dér, beskrev han sine rejseiagttagelser i et brev. Brevet syntes han var så velskrevet, at han straks kopierede det og sendte det til flere af sine bekendte.

Også litteraturprofessoren Rasmus Nyerup modtog et eksemplar. Han kom ligesom Andersen fra Fyn og havde nogle år forinden taget imod den nyankomne digterspire i København og givet ham lov til at benytte bøgerne på Universitetsbiblioteket i salen over Trinitatis Kirke med adgang fra Rundetaarns Sneglegang – blot han satte dem ordentligt på plads efter brug.¹ Nyerup syntes åbenbart også om brevet, for uden Andersens vidende fik han trykt et uddrag af det i det toneangivende blad Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn.

Her kunne så samtlige modtagere læse den rejsebeskrivelse, de troede var skrevet til dem, hvad flere af dem da også påtalte over for brevskriveren. ”Mine slagelse [sic!] Venner takkede mig derfor ret for det interessante Brev de havde faaet og siden læst trykt”, som H.C. Andersen selv fortæller.²

Nu skulle man måske tro, at den gode digter havde lært af den pinlige episode, men sådan gik det ikke. Mange år efter benyttede han atter det litterære greb, som senere er blevet kendt som selvplagiat. Og denne gang var Rundetaarn indblandet på en mere direkte måde.

Ned og op

Det var hverken første eller sidste gang, Rundetaarn optrådte i H.C. Andersens skriverier. Et af Andersens tidlige digte, ”Den rædselsfulde Time” fra 1827, er således et drømmesyn, hvor digterjeget vågner op i Universitetsbiblioteket ved midnatstide og til sin rædsel konstaterer, at ”Rundetaarn er der ikke længer”. I stedet for den trygge nedgang til gadeniveau lurer nu kun afgrunden.³

Året efter kom digtet ”Rime-Djævelen”, hvor bevægelsen går den modsatte vej, nemlig ”op i Taarnets Snirkel-Tarm”, for enden af hvilken den formidable udsigt til gengæld redder digterjeget fra selvmordstanker.⁴ Begge digte blev i øvrigt trykt første gang i det litterære tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post, på hvis vignet Rundetaarn figurerer blandt andre københavnske tårne.

Også i romanen At være eller ikke være fra 1857 udspiller en del af handlingen sig i Rundetaarn, men den kendteste forekomst af tårnet i H.C. Andersens digtning er uden tvivl den sammenligning, der bliver foretaget i eventyret ”Fyrtøiet”. Her har den største hund som bekendt ”Øine saa store som runde Taarn!”,⁵ uden at det dog forklares nærmere, om størrelsen refererer til tårnets højde, til dets diameter eller, som det også er blevet foreslået, til to små kupler på Observatoriet øverst på tårnet.⁶ Modsat de faktiske forhold på den tid⁷ var de aftegnet på illustrationen af Rundetaarn på forsiden af Københavns Universitets almanak i årene fra 1745 til 1850 og dermed også i 1835, da ”Fyrtøiet” blev udgivet første gang.

Den danske digters træ

Det er også en sammenligning med Rundetaarn, som H.C. Andersen bliver så glad for, at han som efter rejsen til Helsingør kopierer den i flere breve.

Op og ned

Dette træ, hans eget, besøgte H.C. Andersen igen i 1855, og man tør nok sige, at han skriver hjem om det. Hele fire gange nævner han træet i sin korrespondance. Men hvis en af modtagerne denne gang havde ladet brevet trykke, ville de andre have haft grund til forvirring. Andersen kan nemlig ikke bestemme sig til, hvor dyb en afgrund der er under træet.

Den 8. juli 1855 skriver han, at ”naar man staaer ved [mit] Træ er der dybt ned til Veien og vist dybere end tre Gange Rundetaarn”.¹⁰ ”Klippehøiden hvor det har Plads er vist to Gange høier end Rundetaarn”, korrigerer han sig selv tre dage senere.¹¹ ”Træet selv staaer saa høit over Dybden, som to, tre Gange Rundetaarn”, sammenfatter han endnu en uges tid senere.¹² Og da en måned mere er gået, er enten Rundetaarn blevet mindre eller erindringen blevet sløret: ”det lille Lærketræ jeg der omtaler er nu blevet et stort Træ, tre gange høiere end jeg, en Bjergsø er anlagt rundt om det, Roser plantede, og Udsigten, er fra en Høide mere end 10 Gange Rundetaarn”, som Andersen skriver.¹³

Efter dette højdespring kunne der være god grund til at komme lidt ned på jorden igen, hvad digteren da også gjorde i eventyret ”ABC-Bogen” tre år senere. Her forklarer han bogstavet ”R” ved ”Rundetaarn” og giver det følgende ord med på vejen:

”Skjøndt man er skabt som Rundetaarn,
Er man derfor ei høivelbaar’n.”¹⁴