Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Del på:
En begivenhedsrig historie
Øverst oppe i Sneglegangen hænger Rundetaarns planetmaskine, der viser planeternes stilling netop nu. Fra Solen i midten kan man lade blikket vandre over Merkur og Venus til den lille hvide kugle, som forestiller Jorden, og videre til Mars, Jupiter og yderst Saturn med sine ringe. Uranus mangler, for den blev først opdaget i 1781, længe efter at planetmaskinen blev til. De små bøjler gør, at planeterne kan bevæge sig uhindret rundt.
Bag planetmaskinen sidder et ur, der skal trækkes op en gang om ugen. Tidligere kunne man vise planeternes stilling på et givent tidspunkt ved at dreje på et håndtag, som blev stukket ind i apparatet under selve planetmaskinen.
Ansat af Solkongen
Historien om planetmaskinen begynder i Paris, hvor den danske astronom Ole Rømer gjorde den banebrydende opdagelse af lysets tøven. Desuden var han berømt i sin samtid for sine astronomiske maskiner. På den franske konges ordre blev en af hans mindre maskiner fremstillet i flere eksemplarer, der blev sendt som gaver til blandt andre den danske konge og kejseren af Kina.
Efter sin hjemkomst blev Ole Rømer leder af Observatoriet i Rundetaarn, og i 1697 satte han en planetmaskine op i loftet øverst oppe i tårnet, blandt andet til undervisningsbrug. Planetmaskinen var af samme type som en af dem, han havde lavet i Paris, ja, nogen mener endda, at det var maskinen fra Frankrig, han havde taget med til Danmark. Maskinen viste planeternes stilling, som Tycho Brahe mente, det så ud, det vil sige, at Jorden var i centrum, mens de øvrige planeter befandt sig rundt omkring Solen.
Konkurrerende verdensbilleder
Planetmaskinen blev senere ændret, så den kunne vise både Tycho Brahes verdensbillede og det konkurrerende kopernikanske, hvor Solen er i centrum. Maskinen blev imidlertid ødelagt under Københavns brand i 1728, og først flere år senere blev den sat op igen, denne gang konstrueret til udelukkende at vise Kopernikus’ verdensbillede.
Ved en restaurering i 1822 fik den sin nuværende lodrette placering, og godt 100 år senere blev urværket koblet på. Ved samme lejlighed blev bagsidens stjernehimmel også fornyet. Den gamle bagside kan ses på Ringerloftet.
