Bag beskyttende mure

Et ildfast fad er de fleste fortrolige med. Mere usædvanligt er det straks at tale om ”et ildfast Hus”. Det er ikke desto mindre, hvad Rundetaarn er blevet kaldt.¹ Og med god ret, for gennem århundreder har dets robuste mure ydet beskyttelse til københavnere, der søgte ly mod bål, brand og bomber.

En del af sidstnævnte faldt under Anden Verdenskrig. Da Danmark blev besat i 1940, meldte spørgsmålet sig derfor hurtigt, hvor man skulle gøre af folk under de allieredes luftangreb. I København gik man i gang med at lave dækningsgrave og foranstalte beskyttelsesrum i parker, på grønne områder, og hvor der ellers var plads, for ambitionen var, at alle skulle kunne nå i sikkerhed på højst tre minutter. Alene i Tivoli gravede man tilflugtsrum til 20.000 mennesker,² og andre steder i byen blev egnede lokaliteter indrettet til formålet. For eksempel den nederste del af Rundetaarn, hvor der var sandsække, bænke med ben tilpasset det skrånende gulv og plads til 600.³

Tilflugtsrum med glasrude

Tårnet havde begrænsede åbningstider under Anden Verdenskrig, fordi det ikke var til at skaffe opvarmning til billetkontoret,⁴ men hvis sirenen hylede, mens der var lukket, kunne man smadre glasset i en lille kasse på porten, tage en nøgle og komme i sikkerhed.

”Siden Rundetaarn blev Tilflugtsrum,” hed det i en billedreportage fra 1941, ”har Nøglen hængt udvendigt paa Døren, parat til i en given Situation at aabne for beskyttelsessøgende Borgere. Men letsindige Hænder, som hverken tog deres eget eller Rundetaarns Samfundssind alvorligt, fjernede den Gang paa Gang. Saa maatte Nøglen selv søge ind i et lille Tilflugtsrum af Metal med Glasrude i og Magistratens Laksegl paa”.⁵

Det var som sagt ikke første gang, valget faldt på det solide tårn, når københavnerne var i fare. En 1,60 meter tyk stensat ydermur er trods alt mere, end de fleste har kunnet mønstre selv.⁶ Det er således tænkeligt, at folk allerede har søgt tilflugt i Sneglegangen, mens byen blev bombarderet under svenskernes belejring fra 1658-60, og igen i år 1700, da en fjendtlig flåde med skibe fra England, Holland og Sverige skød kanonkugler ind over København i begyndelsen af Store Nordiske Krig.

Sammenstuvede møbler

Sikre efterretninger om Rundetaarn som beskyttelsesrum findes dog, så vidt vides, først fra Københavns store brand i 1728, hvor Sneglegangen til gengæld blev fyldt godt og grundigt med tilstrømmende mennesker og de effekter, de havde reddet ud af deres knap så ildfaste huse.

”Fremmede opfyldte hele Taarnopgangen neden for mig med deres Bohave”, fortæller således astronomen Peder Nielsen Horrebow (1679-1764), som sammen med sin ældste søn havde reddet sig op i værelserne under Observatoriet på toppen af Rundetaarn, efter at hans bolig på Valkendorfs Kollegium dagen i forvejen var gået op i flammer. Da branden imidlertid også nåede Trinitatis-komplekset, hvor den blandt andet ødelagde tårnets øverste del, måtte Horrebow og søn forsøge igen at komme ned på gaden, ”som de først naaede efter møjsommeligt at have klatret over Bjærge af sammenstuvede Møbler”, som det hedder i en beskrivelse.⁷

Der må have været et inferno af varme, røg og panik både i og uden for Sneglegangen, for ilden fik også fat i Universitetsbiblioteket med indgang fra Rundetaarn, og både biblioteket på etagen over Trinitatis Kirke og store dele af selve kirken udbrændte.⁸ Et samtidigt digt om ildebranden giver da også et malende øjebliksbillede af, hvor galt det stod til. ”Man kand paa Runde-Taarn ey Soel ey Maane skue,” hedder det i digtet, ”Og Stiernens Vey er skiult i taage-blandet Lue;/ Ild-Stiernen blusser op i hver en Kant og Vraa,/ Og det er fældt at see omkring i Aabenraa.”⁹

”Da Bombardementet kort efter begyndte, begav Nyerup, som Bibliothekar, sig op paa sin Post i Universitetsbibliotheket”, fortæller svigersønnen. ”Vi andre af Familien flyttede med og leirede os paa Taarnopgangen udenfor Bibliotheket. Vi troede, her at være i større Sikkerhed end paa Regentsen, hvor allerede den første Dag en Opvarter blev dræbt ved en Granat og i de følgende Dage adskillige Værelser ødelagte ved en Bombe. Andre af Byens Folk maae have havt den samme Tro. I den første Nat vare vi vel de eneste, som husede der; men næste Dag flyttede allerede enkelte Familier derop, og på den tredie Dag var hele Taarnopgangen fra øverst til nederst opfyldt af Bohave, Sengesteder og Mennesker. Der forefaldt ved denne Sammenstuvning Scener, som under andre Omstændigheder vilde have forvoldt os megen Morskab, men som nu kun fremlokkede et kortvarende Smil.”¹⁰

Knuste lemmer med mere

Både Rundetaarn og Trinitatis Kirke slap væsentlig billigere i 1807, end de havde gjort i forbindelse med branden knap 80 år tidligere. Lige så heldigt slap Københavns befolkning altså ikke. Den medicinstuderende Oluf Lundt Bang (1788-1877), der senere blev kendislæge med filosoffen Søren Kirkegaard (1813-55) blandt sine patienter, har i sine versificerede erindringer skildret lidelserne, men også den tryghed, som Rundetaarns tykke mure trods alt kunne tilbyde ofrene for bombardementet:

”Blandt alle Steder, som ydede Værn,
Man Runde Taarn sikkrest troede,
Derfor langs op ad dets Sneglegang
Halvhundred Familier boede.

Et Skiermbræt, stundom selv ikke det,
Adskilte dem fra hinanden,
Og der blev ei nogen Forskiel giort
Med Hensyn til Pungen og Standen.

Der jeg besøgte og ydede Hielp
Gienboer fra Kannikestræde;
I Kiælderen, hvor de Skiul havde søgt,
Dem Bomberne ilde tilredte.

Den ene Datter fik Benet afskudt,
To andre af Saar fik end flere,
Opflyttet til Runde Taarn de nu
Af mig maae sig lade curere.

De knuste Lemmer, det jamrende Folk,
De brændende Huse i Staden
Nedstemte snart mit lystige Sind,
Jeg fattede Skammen og Skaden.”¹¹

Også det meste af den bogbestand, som det var lykkedes at retablere på Universitetsbiblioteket efter branden i 1728, fandt tryghed bag de beskyttende mure. I tide nåede man nemlig at gemme manuskripterne i kælderen, mens de mest kostbare bøger blev smidt ned i Rundetaarns hule kerne.¹² Berømt netop som en undtagelse er den eneste bog, der ifølge traditionen blev beskadiget – ironisk nok et eksemplar af Marsilius fra Padovas middelalderværk Defensor pacis (Fredens forsvarer). Den er nu udstillet i Bibliotekssalen som det eneste synlige spor af de kvaler, Rundetaarn også har været vidne til.¹³