Porten til Rundetaarn

Et tårn er som en historie: Der er en begyndelse, en midte og en slutning. I Rundetaarns tilfælde er midten Sneglegangen og slutningen platformen for oven med sit observatorium. Og netop disse to dele er løbet med størstedelen af opmærksomheden igennem tårnets historie. Rundetaarns begyndelse, dets indgangsparti med porten til tårnet, har været mere upåagtet.

Porten til Rundetaarn er imidlertid for interessant til at blive affærdiget som noget, man passerer for at nå noget andet. Porten er begyndelsen, også i mere overført betydning. Den rummer nemlig intet mindre end Rundetaarns dåbsattest, gavmildt krydret med spor af skiftende konger, der har fundet det vigtigt at markere sig på dette centrale sted.

Alderdom og soliditet

Pudsigt nok er den regent, der gør mindst væsen af sig på portalen, selveste Christian IV (1577-1648), der byggede Rundetaarn. Fra hans tid stammer sandsynligvis selve portbuen, der er sat sammen af en række kvadre. Med lidt god vilje kan den henføres til en af de mindre kendte søjleordener, den såkaldt toskanske, som formentlig er valgt ikke kun på grund af sit udseende, men også det idéindhold, der var knyttet til den i renæssancen.

Man forbandt den toskanske søjleorden med egenskaber som alderdom, gudsfrygt, styrke og soliditet. Netop disse kvaliteter passede til et tårn, der som basis for Observatoriet på toppen skulle signalere en videreførelse eller måske ligefrem en genfødsel af oldtidens visdom, men nu i en kristen kontekst. Eller som det er blevet formuleret af kunsthistorikeren Henrik Bramsen (1908-2002), der har leveret en omfattende analyse af Trinitatis-komplekset, som Rundetaarn er en del af: ”Man har villet have en ’toskansk’ portal med alt hvad dette indebar af forestillinger af religiøs og moralsk art og som for så vidt svarede til tårnets og hele kompleksets stil.”¹

Tre universitetsfunktioner

Den kølbueformede indramning omslutter også flere andre elementer, der er kommet til i løbet af 1600-tallet, heriblandt et bånd, der slynger sig symmetrisk mellem Christian V’s og hans dronnings monogrammer. Det bærer teksten ”SOLI.TRIUNI.DEO.S[acratum]”, hvilket betyder ”Indviet til den ene treenige Gud”.³ Båndet kan altså ses som en lidt sen overskrift over hele Trinitatis-komplekset.

Trinitatis betyder nemlig treenighed, men tretallet kan også henvise til de tre universitetsfunktioner, som byggeriet oprindelig rummede. På den ene af de to indskriftstavler, som portalen også indeholder, omtales funktionerne som ”en helligdom,/ et musernes ophøjede sæde/ og et astronomiens observatorium,”.⁴ Ordene dækker over henholdsvis Trinitatis Kirke, der til at begynde med var studenternes kirke, samt Universitetsbiblioteket på etagen over kirken og Observatoriet på toppen af Rundetaarn.

Eneste bevarede kilde

Kunsthistorikerne har ikke været mildt stemt over for portalen i sin helhed, der blandt andet er blevet kaldt ”sammenflikket”.⁵ Men især tavlerne får hårde ord med på vejen. ”Det mest uheldige”, skriver således kunsthistorikeren Frederik Weilbach (1863-1937), ”er dog de to Indskrifttavler, som med deres rektangulære Rammer staar saa haardt til Kartouchens Baandslyng og de andre Ornamenter”.⁶

Indskriftstavlerne er imidlertid noget af det mest interessante ved portalen, både på grund af tavlernes historie og på grund af de latinske indskrifter i sig selv. Den ene tavle fortæller således, at Christian IV ”med egen hånd lagde første sten/ til denne kongelige bygning/ 7. juli i Jesu Kristi år 1637”,⁷ hvilket er den eneste bevarede kilde til, hvornår grundstensnedlæggelsen fandt sted.

Christian IV kan dog dårligt selv have lagt grundstenen, for i juli 1637 opholdt han sig i byen Glückstadt i hertugdømmet Holsten.⁸ Inskriptionen med oplysningen er da formentlig også først kommet til en snes år efter grundstensnedlæggelsen, sandsynligvis samtidig med den anden tavle, hvis indskrift fortæller, at Frederik III fuldendte og indviede Trinitatis-komplekset i 1656. Det passer i øvrigt heller ikke helt, for Universitetsbiblioteket blev først indviet året efter.

Bombardementets eftervirkninger

Første gang vi hører om tavlerne, er i historikeren Peder Hansen Resens (1625-88) værk Inscriptiones Haffnienses (Københavnske inskriptioner) fra 1668, hvor begge indskrifter citeres i deres fulde længde.⁹ Tavlernes videre skæbne står ikke fuldstændig klart, men det lader ikke til, at man har passet videre godt på dem.

I hvert fald er den ene tavle faldet ned og blevet delvist ødelagt i 1807, hvor det fremgår af en redegørelse, at ”Over Indgangen til Taarnet indsættes en nye Steen med Indscription i stedet for den udfaldne”. Redegørelsen er fra maj måned, så ulykken har altså ikke noget at gøre med det britiske bombardement af København i september samme år.¹⁰

Medtaget af tidens tand

Forslaget med trætavlen blev dog ikke gennemført, og indskrifterne fik lov til at beholde deres fulde ordlyd, som også citeres senere i arkitekten Lauritz de Thurahs (1706-59) værk Hafnia hodierna (København i dag) fra 1748. Her påstås det dog, at tavlerne sidder omvendt af i dag,¹² hvilket dog formentlig er en misforståelse. Det er også de komplette indskrifter, der er blevet overført til de to nye tavler med forgyldte bogstaver, der er blevet sat op i foråret 2021 og dermed har givet de gamle en tiltrængt afløsning.

Også portalens ældste element, Christian IV’s portbue, er i øvrigt muligvis blevet fornyet. Af et gammelt avisudklip i Rundetaarns samling fremgår det, at billedhuggeren Rasmus Secher Malthe (1829-93) lavede en ny i forbindelse med restaureringen af Rundetaarn i 1868-69, fordi den gamle var ”i høj Grad medtaget af Tidens Tand og forskellig Overlast”.¹³ Oplysningen har kun delvis kunnet verificeres, men selv hvis den er rigtig, tilføjer det blot endnu et lag historie til den gamle portal, som i forvejen er så rig på netop – historie.