Åbent i dag kl. 10-21
Observatoriet kl. 18-21

Syng Rundetaarns historie

Dato
03.04.2024
Tid
20:00
Sted
Bibliotekssalen
Pris
80 kr.

Syng Rundetaarns historie

Syng med og bliv klogere på det gamle tårn, når Rundetaarn inviterer til sangaften med både kendte og fuldstændig glemte sange, der tilsammen fortæller om markante begivenheder og personer med forbindelse til Rundetaarn.

”Det var på Rundetaarn, jeg fandt min lykke”, sang Dirch Passer og Ove Sprogøe i filmen ”Det var paa Rundetaarn” fra 1955. Men hvordan lyder historien om det gamle tårn, hvis man går længere tilbage i historien – og synger den som fællessang?

Til denne sangaften i Rundetaarn gør Rundetaarns historie- og formidlingsansvarlige Rasmus Agertoft forsøget, når han udvælger en perlerække af kendte og glemte sange, der fortæller om betydningsfulde begivenheder i det gamle tårn og nogle af de personer, der er kommet her, siden det stod færdigt i 1642. Sangene akkompagneres af Johan Nitschke på Bibliotekssalens flygel.

Sange med revybaggrund

Aftenen byder blandt andet på den sang, som lød fra de skrå brædder i forlystelsesetablissementet Casino, da Danmarks første revy havde premiere nytårsaften 1849. Ved den lejlighed stod Rundetaarn nemlig på scenen som en knap to meter høj papfigur, der prøvede at blive valgt til den nydannede Rigsdag, og en sang blev det altså også til.

Sangen er siden gået i glemmebogen, og det har næppe hjulpet, at melodiangivelsen ”Svensk Melodie” er en anelse ubestemt. Til ”Rundetaarns historie som fællessang” er det imidlertid lykkedes at finde en melodi, der er både svensk og sangbar, så måske er det virkelig den originale.

En anden af aftenens sange, der i øvrigt også har revybaggrund, er landeplagen ”Lille Sommerfugl”. De fleste forbinder den nok med dansktopsangeren Bjørn Tidmand, men sangens historie går længere tilbage og har faktisk også forbindelse med Rundetaarn. Hør hvordan, mens du synger dig gennem Rundetaarns historie som fællessang til første omgang af ”Den Historiske Time” i det gamle tårn.

Arrangementet er en del af ”Den Historiske Time” – et nyt format, der dykker ned i Rundetaarns historie gennem foredrag, samtaler, rundvisning og fællessang. Bliv klogere, bliv underholdt – og find ud af, hvorfor Rundetaarn er meget mere end et højt, rundt tårn.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.