Åbent i dag kl. 10-21
Observatoriet kl. 18-21

Åbning af familieudstillingen “Himstregimser og dippedutter”

Dato
27.01.2024
Tid
10:00 - 14:00
Sted
Bibliotekssalen
Pris
Inkl. i entré til Rundetaarn

Åbning af familieudstillingen “Himstregimser og dippedutter”

Vær med, når Lærke Bang Barfods familieudstilling åbner i Bibliotekssalen med overraskelser og forfriskninger til børn og voksne.

Et farverigt landskab har indtaget Bibliotekssalen. Med lilla græs, stribede sten, bløde træstammer og sanselige, interaktive dippedutter og himstregimser, som ingen helt ved, hvad er. 

“Himstregimser og dippedutter” er en sanselig familieudstilling skabt af kunstner Lærke Bang Barfod. Her kan børn gå på opdagelse med krop og fantasi, og selv forsøge at finde svarene på, hvad himstregimserne og dippedutterne skal bruges til. Børnene og deres voksne træder ind i en humoristisk, legesyg og abstrakt verden af former, farver, lyde og bevægelse. Her er det helt i orden at lege med, røre ved og flytte rundt på værkerne, der vækker nysgerrigheden og inviterer til udklædning, bevægelse og hulelege.

Åbning for hele familien

Tag hele familien i hånden og kom med til åbningen af udstillingen den 27. januar!

Se, om I kan finde de søde Himstreboere, når de sælsomme væsener kigger forbi udstillingen på åbningsdagen og danser med alle dippedutterne.

Der vil være lidt lækkert at spise og drikke til de første gæster.

Om kunstneren

Kunstner Lærke Bang Barfod (f. 1993) arbejder i krydsfeltet mellem kostumer, accessories, scenografi og installationskunst. Hun finder særligt sin inspiration i børns verden, egne barndomsminder og naturen, der er en uudtømmelig inspirationskilde til farver, former, teksturer og kompositioner. 

Lærke skaber multisensoriske værker i primært stof, garn, skum og metal, og har en baggrund som beklædningshåndværker, accessory- og kostumedesigner. Dette kommer også til udtryk i udstillingen, hvor man vil kunne opleve mange forskellige fantasifulde accessories, såsom handsker, perlekæder og strømper, der inviterer til udklædnings- og rollelege.

Øvrige medvirkende

Komponist af lyde og musik i udstillingen William Kjeldsberg
Danser Fie Dam Mygind
Danser Marlene Bonnesen
Koreograf Ida Cathrin Utvik
Produktionsassistent Alberte Hummelshøj Andersen 
Kostumeproduktionsassistent Frida Bang Barfod

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Beckett-fonden, Statens Værksteder for Kunst og Den Ingwersenske Fond.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.