Det var på Rundetaarn

Rundetaarn er naturligvis et tårn, men det er også en munter danserestaurant med garderobedame, husorkester og jitterbugkonkurrence. I hvert fald i instruktøren Poul Bangs (1905-67) filmiske lystspil Det var paa Rundetaarn fra 1955, hvor to af hovedpersonerne både spiller trækbasun og harmonika i orkestret og fungerer som veloplagte sangere, blandt andet af den medrivende titelmelodi.

Det var paa Rundetaarn er en komedie, og selv rollelisten, der vises, mens der i filmens begyndelse panoreres fra Rundetaarns udsigtsplatform en tidlig sommermorgen, er fuld af godt humør. Her fremgår det for eksempel, at skuespilleren Kjeld Petersen (1920-62) agerer landsretssagfører Viggo Hartsen, mens hans ”store kærlighed” spilles af Chevrolet Bel Air, altså en bil. Samt at trækbasunisten og harmonikaspilleren spilles af Dirch Passer (1926-80) og Ove Sprogøe (1919-2004), der havde været et af tidens mest populære makkerpar, siden de sammen havde sunget ”Der kommer altid en pige og en sporvogn til” i filmen Ved Kongelunden to år tidligere.

Stærk tidskolorit

Handlingen i filmen er til at overskue, ja, faktisk er det resumé, som Dirch Passer skrev i et brev til Ove Sprogøe forud for optagelserne, meget dækkende. Her står der, at ”Vi to spiller to musikere, der kommer ind i en masse forviklinger og får to dejlige piger til slut. Kort sagt alt det, vi har ønsket os”.¹

Forviklinger følges ofte af forvekslinger i folkekomedier, men dem er der nu overraskende få af, navnesammenfaldet mellem tårnet og danserestauranten taget i betragtning. Der er ingen jitterbugdansere, der tager fejl af adressen og møder op til en akrobatisk svingom i Sneglegangen, og ingen nyansat astronom, der prøver at kigge stjerner fra restaurantens dansegulv. Til gengæld er der først og sidst fine billeder fra det rigtige Rundetaarn, og ikke uden grund har en filmguide forsynet sin omtale af filmen med et lille symbol, der tilkendegiver, at den har en usædvanlig stærk tidskolorit.²

Også i Forelsket i København (1960) skimtes Rundetaarn blot i byens silhuetprofil, da det forelskede par flyver af sted i en løsrevet ballongynge, mens tårnet trods alt får lidt mere taletid i Lille Per-filmen Far til fire og onkel Sofus (1957). Her kommer bemeldte onkel i begyndelsen af filmen flyvende ind over København, og da hans sidemand nostalgisk bemærker, at der står jo Rundetaarn, replicerer onkel Sofus kort for hovedet, at ”Selvfølgelig står Rundetaarn. Der har ikke været jordskælv, vel?”.

Rundetaarn til salg

Når Rundetaarn overhovedet er med i filmene, er det altså fortrinsvis for at markere, hvor vi befinder os, om det så er i København generelt eller mere specifikt i byens gamle latinerkvarter. Rundetaarn er jo en umistelig del af hovedstadens profil.

Det er da også det utænkelige i at flytte tårnet væk fra byen, der udgør en del af komikken i begyndelsen af filmen Mafiaen – det er osse mig (1974), som i øvrigt har manuskript af Lise Nørgaard. Her inviterer svindleren Dirch Passer en oliesheik op i Rundetaarn, og efter at han i Sneglegangen er kommet med den lavmælte brander ”Nu gælder det om at sno sig”, forsøger han at sælge tårnet til sheiken for 10 millioner dollars. Fra Rundetaarn vil sheiken nemlig have ”et excellent overblik over alle sine olietårne”, som et af salgsargumenterne lyder.

Kopien blev bygget i haven på filmstudiet Saga Studio,³ der lå i en stor villa på Annettevej i Charlottenlund nord for København,⁴ men en del optagelser blev altså også foretaget i selve Rundetaarn. Det gælder blandt andet den hæsblæsende tur, Dirch Passer tager ned ad Sneglegangen siddende i en barnevogn, som han falde på halen-komisk snubler ned i på vej ned fra udsigtsplatformen.⁵

Rutsjebaneturen ned ad sneglegangen blev i øvrigt gentaget i et mere adstadigt tempo godt 30 år senere i filmen Walter og Carlo 2 – yes, det er far (1986). Her giver Walter slip på en antik kørestol, hvorfra Carlo har forsøgt at sælge ”lekture om Rundetaarn”, som det hedder. Denne gang foregår turen dog uden Det var paa Rundetaarns herlige titelmelodi, som er hele filmen værd, især når Dirch Passer og Ove Sprogøe til sidst giver den gas på refrænet:

”Det var på Rundetårn, jeg fandt min lykke,
mit hjerte hamred’ højt det sidste stykke.
Jeg troede først, det var
den stejle turs besværlighed,
så gik det op for mig,
det var af bare kærlighed.
Vi stod og kigged’ ned på byens vrimmel,
så smiled’ du til mig – og jeg blev svimmel.
På søndag, når vi to igen ta’r ud en tur, så går’n
op i det kære gamle Rundetårn.”⁶