Åbent i dag kl. 10-18

Golden Days: Vidundervandring i verdens ottende underværk

Dato
16.09.2021
Tid
20:00
Sted
Rundetaarn
Pris
75 kr. inkl. et godt glas vin

Golden Days: Vidundervandring i verdens ottende underværk

Hør mere om Rundetaarns inspirationskilder fra den antikke verdens syv vidundere, når historisk konsulent Rasmus Agertoft viser rundt i det gamle tårn.

Rundetaarn og det bygningskompleks, som det er en del af, kappes med oldtidens pragtbygninger – i hvert fald hvis man skal tro en af tårnets bygningstavler med en tekst fra 1600-tallet.

Her står der nemlig, at Trinitatis-komplekset, som Rundetaarn er den ældste del af, ved Christian IV’s gavmildhed, arkitekternes og håndværkernes evner og sin udsmykning kan tage konkurrencen op med antikkens monumenter.

Med dem tænkes der formentlig blandt andet på den antikke verdens syv vidundere – fra pyramiderne til fyrtårnet ved Alexandria.

Antikkens syv vidundere

Kom med på en vidunderlig rundtur i Sneglegangen, når historisk konsulent Rasmus Agertoft fortæller om sandsynlige og utrolige inspirationskilder til tårnet fra antikkens syv vidundere, som vi naturligvis også dykker ned i. Turen slutter med et godt glas vin på toppen af det gamle tårn, der ligefrem er blevet kaldt verdens ottende underværk.

Vidundervandringen er den del af den historiske festival Golden Days, der i år har antikken som tema.