Åbent i dag kl. 10-21
Observatoriet kl. 18-21

Udstillinger 2020

Siden 1987, hvor Bibliotekssalen åbnede i sin nuværende form, har Rundetaarn også været et kulturcentrum med et varieret program bestående af en kombination af skiftende udstillinger og kulturarrangementer som koncerter, festivaler og events.

En stor del af udstillingerne og arrangementerne er traditionelt kommet udefra, således at Rundetaarn har lagt lokaler til, mens eksterne arrangører leverer indholdet. I de senere år har vi imidlertid i stigende grad udviklet flere ting selv og forsøgt os med forskellige mellemformer, hvor Rundetaarn i afvekslende grad indgår i samarbejdet.

I 2020 har der været fem udstillinger, som spændte vidt over video- og performancekunst, kunsthåndværk, videnskabsformidling og formidling af Rundetaarns egen historie. Af de fem udstillinger var de to egenproduktioner skabt af tårnets egen stab og for egne midler. De to udstillinger fortalte henholdsvis om tårnets nyere historie i anledning af direktørens afgang og formidlede historien for børn – en målgruppe, vi i stigende grad har særligt fokus på.

1.- 23. februar 2020

Rundetaarn i børnehøjde

De fleste danskere over en vis alder kender den godt – historien om, at Peter den Store red til tops på sin hest i Rundetaarn. Men børnene skal også have lov til at stifte bekendtskab med historien om zaren og alle de andre gode historier, som tårnet er fuldt af.

I februar inviterede Rundetaarn derfor et par håndfulde dyr indenfor, der knytter sig til tårnets historie. Ud over zarens hest kunne børnene møde hunden med øjne så store som Rundetaarn, sneglen, der har givet Sneglegangen navn, og flere andre dyr, der hjalp med at formidle tårnets historie gennem tre ugers udstilling og festival med aktiviteter for børn og voksne.

Til festivalen blev der trykt en malebog med Rundetaarns dyr, der er blevet en del af varelageret i butikken i Bibliotekssalen, og også på hjemmesiden er dyrene blevet hængende, idet de nu optræder som et særligt børnespor.

29. februar – 11. marts 2020 (oprindelig planlagt til 29. marts)

Ablutions of the Tongue

Vores forestilling om, hvad der er normalt, bliver skabt ved at stå i opposition til alt det, der afviger fra normalen. I det spæde forår udfordrede danske og internationale kunstnere vores normalitetsbegreb i gruppeudstillingen “Ablutions of the Tongue”, der ønskede at strække og gentænke forestillingen om det normale og det normales modsætning – det, som ikke synes at passe inden for kategorien.

Udstillingen, der var kurateret af kunstneren Kristina Steinbock og kuratoren Louise Lassen Iversen, var en del af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020. Fra Tyskland medvirkede således kunstnerne Stella Geppert og Katrin Ströbel, mens Danmark var repræsenteret af Sian Kristoffersen og Kristina Steinbock samt Peter Birkholm og Michael Schiøler. Desuden medvirkede Linda Lazer fra Norge og Lissa Rivera fra USA.

Fælles for kunstnerne var afsættet i temaer som krop og identitet med værker om kroppen, der bærer på et handicap, den racialiserede krop og den voldsramte krop. Temaerne blev udfordret gennem en lang række kunstneriske udtryksformer som lydkunst, foto, skulptur, tegning, videokunst, performance og installation.

Ugen efter udstillingsåbningen blev der inviteret til en Tower Talk, der var udvidet til at være et heldagsseminar med inviterede kunstnere. Få dage senere lukkede regeringens restriktioner hele kulturlivet, og udstillingen blev filmet, næsten som om man var der selv, og gjort tilgængelig online. På hjemmesiden udvidedes beskrivelsen af udstillingen, så den inkluderede videoværker og tekstværker fra udstillingen i deres fulde form.

Udstillingen var støttet af Rundetaarn, Statens Museum for Kunst, Goethe-Institut Dänemark, Rådet for Visuel Kunst, Københavns Kommune samt L.F. Foghts Fond og sponsoreret af Samsung, Premium Beer og Husted Vin.

11. – 17. juni 2020

10 % af Rundetaarn

Den 20. juni 2020 gik Jesper Vang Hansen på pension som Rundetaarns direktør efter at have været ansat i tårnet i ikke mindre end 38 år. Rundetaarns observator regnede ud, at det ret nøjagtig svarede til 10 % af tårnets samlede historie, hvilket også gav udstillingen sin titel.

I anledning af direktørens farvel tilrettelagde tårnets stab i dybeste hemmelighed en udstilling om de år, der var gået, siden Jesper Vang Hansen blev ansat som inspektør i 1982. Siden dengang er Bibliotekssalen blandt andet blevet åbnet som udstillingssted og koncertrum, Observatoriet er genåbnet som folkeobservatorium, og tårnets finurlige historier og gemte rum er blevet gjort tilgængelige for offentligheden. Kort sagt: Rundetaarn er blevet et levende kulturcentrum og en af Danmarks mest besøgte turistattraktioner.

Udstillingen viste blandt andet nedslag i de omkring 275 udstillinger, som har været igennem Bibliotekssalen, siden Jesper Vang Hansen i 1987 fik idéen til at åbne den for publikum, ligesom den fortalte om de mange andre åbninger, han har forestået gennem sine år i tårnet. Det nyeste indslag var nymalede portrætter af den afgående direktør malet af elever fra Kunstskolen for voksne udviklingshæmmede, der flere gange har udstillet i Rundetaarn.

”10% af Rundetaarn” var åben for offentligheden, men fungerede også som ramme om den perlerække af receptioner og afskedshøjtideligheder, der som følge af et forsamlingsloft på 50 personer trådte i stedet for et samlet farvel.

1. juli – 27. september 2020

H.C. Ørsted på ny – skønheden i naturen

Den 21. juli 1820 offentliggjorde H.C. Ørsted sin opdagelse af, at elektrisk strøm påvirker en magnetnål. Opdagelsen gjorde ham verdensberømt og gav startskuddet til en rivende global samfundsudvikling. 200-året for denne epokegørende opdagelse blev markeret i Rundetaarn med udstillingen ”H.C. Ørsted på ny – skønheden i naturen” arrangeret af Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU), som blev stiftet af H.C. Ørsted selv.

Opdagelsen af elektromagnetismen var det naturlige fokus for udstillingen, men den handlede også om Ørsteds opdagelser inden for kemi, farmaci, geomagnetisme og nordlys, hans naturfilosofi, hans store formidlingsarbejde og de 2000 nye ord, hans skabte for bedre at kunne formidle naturvidenskab. Som en del af udstillingen var også H.C. Ørsteds stue genskabt med møbler og andre genstande fra hans hjem og laboratorium.

”H.C. Ørsted på ny – skønheden i naturen” var et signaturprojekt i HCØ2020, den nationale fejring af 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen, og ud over en daglig bemanding af Ørsted-guider, der kunne fortælle de besøgende om elektromagnetismen og Ørsted selv, var der et rigt program af foredrag.

Udstillingen blev støttet af Otto Mønsteds Fond, Industriens Fond, William Demant Fonden, COWIfonden, Thomas B. Thriges fond, Povl M. Assens Fond, Energiselskabet Ørsted, Danmarks Meteorologiske Institut, Danmarks Tekniske Museum, DTU Teknologihistorie, Danmarks Fysik- og Kemilærerforening, Hauchs Physiske Cabinet, Videnskabernes Selskab, Husbryggeriet Jacobsen og H.C. Andersen Centret.

3. oktober – 28. februar 2021

SVÆRM

Otte år efter deres første udstilling i Rundetaarn vendte gruppen Baskets4life i oktober tilbage til Bibliotekssalen med udstillingen ”Sværm”, der præsenterede en fælles fascination af naturmaterialer og forskelligartede tilgange til flet, materialer og teknikker.

Gruppens ni professionelle kurvemagere, flettere og kunsthåndværkere havde som centrum for udstillingen skabt en enorm sværm bestående af 4500 håndlavede skaller skabt af abaca (bananfibre) og tilsat alskens frø, stilke og farver. Idéen var at vise, hvordan sværmen virker styret, men egentlig er ustyrlig – præcis som gruppens medlemmer og deres forskellige praksis. Sværmen i midten var flankeret af de enkelte medlemmers individuelle arbejder.

Udstillerne viste flere gange rundt i udstillingen og gav publikum mulighed for at afprøve nogle af dens teknikker i et åbent værksted.

Baskets4life består af: Annette Balle, Anne Folehave, Anne Mette Hjørnholm, Anne Honoré, Ane Lyngsgaard, Marianne Mortensen, Eva Seidenfaden, Marie Skinbjerg og Dorte Tilma.

Udstillingen var støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.