Universet på grønlandsk

Man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus. På den anden side kan man jo komme til at kaste ikke bare grus, men stjernestøv og månesten i det store kosmiske maskineri, hvis man forsøger at gøre det begribeligt for en bredere kreds.

Nogenlunde sådan kan man sammenfatte i hvert fald en del af astronomen og matematikeren Georg Frederik Ursins (1797-1849) populærvidenskabelige virksomhed, som blandt andet omfatter populære foredrag om astronomi. Dem begyndte han at holde i 1820’erne, mens han var observator i Rundetaarn, og han fortsatte med at udbrede kendskabet til verdensrummet, efter at han fra 1829 til 1832 havde været konstitueret leder af Observatoriet på toppen af tårnet og gik videre til andre institutioner.

Islandsk og grønlandsk

Ursin, der også har skrevet en Historisk Beretning om Universitæts-Observatoriet paa Rundetaarn,¹ nåede vidt omkring i det danske rige, der dengang var større end nu, med sin formidling af astronomien. Hans bog Populært Foredrag over Astronomi fra 1838 blev således oversat til islandsk,² og samme år udgav han i serien ”Læsning for Almuen” en lille bog med den store titel Kort Begreb af Verdensbygningen, som året efter blev bearbejdet til en dobbeltsproget udgave på dansk og grønlandsk.³

Udsigt over Verdensbygningen eller Erkarsàutigirseksæt sillársoarmik hedder den. På bogens venstreside står den danske tekst, på højresiden en oversættelse til grønlandsk foretaget af præsten Peter Kragh (1794-1883), der havde tilbragt 10 år som missionær i Egedesminde (Aasiaat) og havde holdt sin tiltrædelsesprædiken på grønlandsk, hvorefter han blandt andet oversatte dele af Det Gamle Testamente og en Underretning for Jordemødre i Grønland.

Hvordan har vi det i dag?

Sproget er imidlertid ikke det eneste grønlandske i Udsigt over Verdensbygningen. Den er skrevet med en tydelig pædagogisk ambition, der får forfatteren til at benytte identifikation og eksempler fra en grønlandsk referenceramme for at gøre universets beskaffenhed og lovmæssigheder forståelige.

”Vi vide Alle, at Jorden strækker sig langt videre end det Land, hvori vi boe; have vi ikke Alle seet Fremmede komme til os fra langt bortliggende Lande?” lyder således bogens første sætning,⁴ og identifikationen fortsætter, da Ursin lidt senere skal godtgøre, at jorden er rund, selv om det ikke ser sådan ud, og bruger de drivende ismasser på havet som forklaring.⁵ Da Ursin, der var indfødt københavner, senere skal redegøre for jordens rotation, lader han ingen overlæge på stuegang noget efter, men anfører frejdigt, at ”vore Huse, Telte, Bjergene, som vi see for os, kort sagt Alt om os dreier sig […] rundt med os”.⁶

Tilsvarende er det gennemgående målestoksforhold i bogen den afstand, en mand kan ro på en dag. ”En Mand, der først i 450 Dage vilde kunne roe rundt om Jorden,” skriver Ursin, ”vil i 123 Dage eller 4 Maaneder kunne roe rundt om Maanen”.⁷ Kan man nogenlunde følge med, når det gælder størrelsen af de enkelte himmellegemer, bliver regnestykket noget svimlende, når det gælder distancen mellem dem: ”Efter Mars følge 4 mindre Planeter, som have en saadan Afstand fra Solen, at man maatte roe næsten 13000 Aar, for at naae samme”,⁸ som han skriver.

Den rette forståelse

Selv om Ursin i sine anskueliggørende eksempler næsten hopper ned i kajakken ved siden af den grønlandske fanger, er der dog grænser for, hvor langt han kan være med. Pludselig afbrydes det favnende ”vi” af en skolemestertone, der sætter et udtrykkeligt skel mellem grønlændernes traditionelle forklaringsmodeller af mytisk tilsnit og Ursins rette forståelse af verden som et velordnet kosmos med Skaberen som den ordnende kraft.

”I ville ved denne korte Fremstilling af Solen, Maanen og Jorden allerede indsee, at I i mange Tilfælde have hidtil havt en urigtig Kundskab om samme”, skriver han. ”Eders uchristelige Forfædre have i dette som i Meget jo havt Overtro, og I have vel hørt, at de troede, Solen var en grønlandsk Qvinde, som Maanen, en Grønlænder, jog efter, uden nogensinde at fange hende. Alt dette er, som meget Andet, urigtigt. Det, jeg har fortalt Eder, er derimod det Rette”.⁹

Liv derude

Og det er her, glashuset kommer ind. Selv om man nemlig kan have nok så meget sympati for Ursins oplysningsprojekt i det nordatlantiske, er det sværere at følge ham, når han afslutningsvis hævder, at der også bor fornuftsvæsener andre steder i universet. For som han skriver i en særegen blanding af rationalisme, religiøsitet og science fiction:

”Ligesom Jorden overalt er beboet af Skabninger, saaledes maae vi antage de øvrige Planeter, hvoraf flere ere større end vor Jord, ja selve Solen at være beboet, om vi endog mene, at de derværende Skabninger ere af aldeles anden Natur, end dem, der finde Bolig paa vor Jord. Men alle Stjernerne ere jo Sole, som vor Sol; ogsaa disse ere vistnok, ved Skaberens Viisdom og Godhed, Bolig for fornuftige Væsner og Dyr; deres Planeter ere beboede, som vor Sols Planeter.”¹⁰