Runesten i Rundetaarn

Oplysningspræsten Jacob Nicolai Wilse (1735-1801) var åbenbart også en fornuftig mand, når det gjaldt udnyttelse af plads. I 1792 udgav han tredje del af sine Reise-Iagttagelser i nogle af de nordiske Lande, og her omtaler han blandt andet Rundetaarn, som han kender særdeles godt, fordi han i sin studietid er vandret op og ned ad Sneglegangen på vej til og fra Universitetsbibliotekets mere end 40.000 bind.

Selv om Wilse, der i 1792 har været præst i Norge i næsten 25 år, indrømmer, at han ”stedse siden har savnet” biblioteket,¹ ville han være en dårlig oplysningsmand, hvis han lod nostalgien løbe af med sig. I stedet har han et godt forslag til, hvad man kunne komme ind i Sneglegangens tomme nicher, der modsvarer de åbninger ud mod København, der på det tidspunkt endnu ikke var dækket af ruder. ”Til Lysning ere Aabninger uden Vindver, undtagen allerøverst;” skriver han således, ”men paa den Side ved Kirken ere kun blinde Aabninger eller Nicher, hvor nogle Statuer eller Buster vilde lade artigt”.²

En gammel kanon

I alt er der 14 blinde nicher i Sneglegangens ydermur, ikke kun ind mod Trinitatis Kirke, som Wilse anfører, men også uregelmæssigt fordelt bag Christian IV’s rebus og indgangsportalen ud mod Købmagergade. Hertil kommer de tilmurede åbninger ind mod den hule kerne, hvor generationer af børn har gemt sig for at kunne råbe et veltilrettelagt bøh til deres medbesøgende.

Ikke så forfærdelig mange år efter Wilses forslag blev hans ønske mere eller mindre opfyldt. I 1807 blev nogle af nicherne nemlig fyldt med tre runesten, en romansk gravsten samt en kanon, der var fisket op af havet ved Anholt. De følgende år blev samlingen suppleret af både flere runesten og en stenkiste fra vadehavsøen Föhr, som først blev omtalt som et stentrug. I 1821 var 10 af de 14 nicher således optaget af fortidsminder.

Ole Worm

Faktisk var det også ønsket om at sikre kulturarven, der var hovedårsagen til, at de første tre runesten, som oprindelig blev skibet ind fra Vordingborg, Glenstrup syd for Hobro og Øster Brønderslev i Vendsyssel, sammen med flere andre overhovedet kom til hovedstaden. To år før sin død fik oldtidsforskeren og runologen Ole Worm (1588-1654) nemlig udvirket, at en række danske lensmænd i et kongebrev blev bedt om, at de runesten, ”hvilke Vi bedre og nytteligere eragter paa et Sted at vorde samlede”, som Frederik III skriver, skulle fragtes til København. Samme år begyndte de første sten at dukke op, flere af dem efter at være taget ud af de stedlige kirkemure.

Stenene blev opstillet på kirkegården ved Trinitatis Kirke eller ”den nye Regents-Kirkegaard”, som det hedder i kongebrevet.⁴ Placeringen skyldes formentlig, som historikeren Victor Hermansen (1894-1960) har foreslået, at Ole Worm i sin bog Runir seu Danica Literatura antiquissima (Runer eller den ældste danske litteratur), som var udkommet i andenudgave året før,⁵ opfattede runeindskrifterne som eksempler på den ældste danske litteratur. Stenbøgerne kunne dermed slutte sig til de papirbøger, som Universitetsbiblioteket, der på det tidspunkt var under opbygning, var planlagt til at huse.⁶

Ofre for Københavns brand

Som årene gik, viste det sig imidlertid at være så som så med sikringen af runestenene, som i 1685 blev optalt til 13 styk inklusive den romanske gravsten, som man muligvis troede var en runesten. I 1701 blev de omtalt som værende henslængt på kirkegården, og ved Københavns brand i 1728 gik mange af dem tabt, ligesom en ubekræftet historie vil vide, at klokkeren ved Trinitatis Kirke brugte nogle af dem som fundament, da han byggede sig et nyt hus.

Sikkert er det i hvert fald, at de mange sten, som trods henstillingen fra Frederik III aldrig nåede til København, var betydelig bedre sikret end dem, som gjorde. Der er en direkte linje fra den lemfældige behandling af stenene på kirkegården til den mere respektfyldte forflyttelse til Sneglegangen tirsdag den 11. februar 1807. Her blev de i øvrigt helt til marts 1867, hvor de endnu en gang blev flyttet, denne gang til Nationalmuseets runehal. Sneglegangens nicher blev igen tomme – klar til bøhende børn, buster, eller hvad der end måtte komme.