Sneglegang med forhindringer

Det har alle dage vakt opmærksomhed, at Peter den Store (1672-1725) red op og ned ad Rundetaarns Sneglegang i oktober 1716, men omtalen af den berømte ridetur har formentlig aldrig været større end i det 20. århundredes avisartikler. Når journalisterne skulle skrive om Rundetaarn, nævnte de gang på gang den russiske zar, hvis besøg på den måde blev sammenligningsgrundlag for al færdsel i tårnet.

”Der går ikke en uge uden forespørgsler fra folk, der vil gøre Peter den Store bedriften efter,” fortalte Poul Sørensen, der var inspektør i Rundetaarn fra 1968 til 1982, således på et tidspunkt til en avis. ”Så sent som i sidste uge var der et privat selskab på tolv herrer, der ville køre op og ned på rulleskøjter. Dagen efter var der en mand, der ville tage turen på et af de nymodens rullebrædder. Vi siger som regel nej.”¹

Automobilgalop

Peter den Store var også referencerammen, da ugebladet Illustreret Tidende i 1902 omtalte, hvordan ingeniør Lorenzen fra Baden havde sat sig for at vise, hvad hans bil duede til, ved at tage turen op og ned ad Sneglegangen. ”Vi havde saalænge hørt al den Snak om Czar Peters Køretur op gennem Rundetaarn,” hed det i artiklen, ”at det virkelig føltes som en Lettelse, nu da denne hundredaarige Rekord er ude af Verden. Den Historie har i hvert Fald tabt Interessen, siden et lille Selskab i Søndags kørte op gennem det ærværdige Taarn pr. Automobil”.²

Det sidste er måske ikke helt rigtigt, men sandt er det, at også bilturen op i Rundetaarn hører til en af de berømte historier om tårnet, blandt andet på grund af den iørefaldende såkaldte automobilgalop Op i Rundetaarn, der blev komponeret i anledning af turen.³ Fascinationen af hestekræfterne skal dog ikke få én til at glemme, at zaren var udsat for unfair konkurrence, ikke kun med hensyn til motoriseringen, men også hvad angår distancen.

Da ingeniør Lorenzen kørte op i Rundetaarn, kørte han nemlig ikke så langt, som zaren havde redet, men kun op til ”den Dobbeltdør, der lukker øverstoppe”, som der står i beskrivelsen i Illustreret Tidende.⁴

”Fremmede betale nogle [skillinger] for at komme igiennem en lukket Port ved Trætrappen, til den der boende Klokkerkone”, hedder det således i en rejsebeskrivelse fra 1806,⁶ og et halvt århundrede efter skildres situationen på samme måde i en beskrivelse af København, hvor der står: ”Lidt fra oven standser denne sære Gang ved et Aflukke, der efter Bankning med en Dørhammer aabnes af vedkommende Portner, og nu fører en magelig bred Trætrappe og dernæst en lille snevrere Steendito op til det flade Tag, Platformen eller Terrassen”.⁷

Lidt længere nede end øverst oppe

Helt op til den nuværende trætrappe, der har afløst en anden, som var opbygget lidt anderledes, nåede ingeniør Lorenzens automobil dog ikke i 1902. I 1822 blev Rundetaarn nemlig underkastet en større restaurering, under hvilken ”et særegent Skillerum, som afdeelte til astronomisk Brug den øverste Deel af Taarnet, og forsynedes med en passende Indgangsdør, opførtes”, som astronomen Georg Frederik Ursin (1797-1849) skrev få år efter, hvorefter han fortsatte: ”I det rummelige Locale, som derved vandtes, kunde nu opstilles en Deel af de ældre Instrumenter, som vel ikke længere ere brugelige, men stedse have en historisk Værd.”⁸

Den nye skillevæg sad lidt længere oppe end indgangen til Ringerloftet⁹ og var altså kun med meget god vilje ”øverstoppe”, som Illustreret Tidende ellers hævdede i sin beskrivelse af Lorenzens biltur. Til gengæld gengiver ugebladet et foto af bilen, bag hvilken man tydeligt ser den omtalte dobbeltdør og endda aner en af de dørhamre af form som løvehoveder, der har siddet på den, og som stadig findes i Rundetaarns samling.¹⁰

En afspærring mere, tak!

Ingeniørens automobil kunne ikke komme videre, og tilsyneladende måtte også tårnets gående turister af og til stoppe her. Da filosoffen Henrik Steffens (1773-1845) og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844) i 1840 besøgte Rundetaarn, hedder det i hvert fald i en beskrivelse, at Steffens skrev deres navne på væggen ”ved den første spærrede Dør, hvor man først bliver standset”.¹¹ Da der året efter klages over den manglende tilgængelighed i ugebladet Politievennen, står det imidlertid ikke helt klart, om den forhindring, der omtales, er skillevæggen fra 1822 cirka midt i tårnet eller porten ved portnerboligen, der på det tidspunkt stod tom.

Foldbar væg

Nogle årtier senere kom der virkelig endnu en adskillelse, denne gang i form af et ”stakitværk af træ” lige over indgangen til Trinitatis Kirkes orgelpulpitur. Det skete formentlig omkring 1870,¹⁴ hvilket passer med, at der på dette tidspunkt ikke længere var brug for uhindret adgang til Universitetsbiblioteket, der var flyttet i 1861.

Det er ikke fuldstændig sikkerhed om, hvornår de to eller tre adskillelsesforanstaltninger blev fjernet igen. Det bedste bud lyder, at i hvert fald de to nederste forsvandt under en istandsættelse i 1921-22,¹⁵ selv om den nederste af dem besynderligt nok stadig er med på nogle tegninger baseret på opmålinger, der blev lavet af Rundetaarn i 1923-25.¹⁶

Hvorom alting er, fandtes også den nederste adskillelse, stakitværket af træ, da ingeniør Lorenzen kørte i bil op og ned ad Sneglegangen. Tilsyneladende har væggen dog kunnet foldes sammen,¹⁷ så ingeniøren kunne fortsætte nogle snoninger opad. Ellers kunne man vel også dårligt sige, at han havde taget kampen op med Peter den Store.