Åbent i dag kl. 10-18
Foto: Rundetaarn

MEISEN KIMONO – kunst der klæder

Dato
17.06.2023
-
20.08.2023
Sted
Bibliotekssalen
Pris
Inkluderet i alm. entré

MEISEN KIMONO – kunst der klæder

Oplev en verden af farver og mønstre, når kunstner og tekstildesigner Henriette Friis udstiller sin store privatsamling af japanske meisen-silkekimonoer i Rundetaarn.

Hele verden går gennem Rundetaarn. Denne sommer kan vores gæster gå på opdagelse i et farverigt indspark fra Japan i Bibliotekssalen, når Henriette Friis præsenterer sin store privatsamling bestående af korte og lange kimonoer.

Den særlige meisen-silkekimono blev populær i Japan i første halvdel af det 20. århundrede, hvor kulturel og teknologisk udveksling mellem Japan og Vesten havde gjort det muligt at fremstille billigere kimonoer end tidligere, hvor silkekimonoen var forbeholdt overklassen. Nu fik almindelige japanere mulighed for at købe moderigtige silkekimonoer i nye, dristige designs inspireret af europæisk kunst.

Gensidig inspiration

De udvalgte kimonoer i udstillingen stammer fra meisen-kimonoens storhedstid mellem 1910 og 1955, hvor vestlig kunst fik væsentlig indflydelse på japanske kunstneres kimonodesigns. Traditionelle figurative mønstre som blomster og bjerglandskaber blev udfordret af store, farvestærke motiver og mønstre, stilistiske blomster eller nonfigurative abstraktioner inspireret af kunstretninger som f.eks. art nouveau, art déco, De Stijl og kubisme.

Disse blev i 1920’erne og 30’erne meget populære blandt middelklassens japanske kvinder, der udtrykte sig ved at klæde sig i de farvestrålende designs. Sidenhen gav disse kompositioner igen inspiration til vestlig tekstildesign, for eksempel hos finske Marimekko.

“MEISEN KIMONO – kunst der klæder” er kurateret af Henriette Friis og præsenteres i samarbejde med Rundetaarn. Udstillingen er realiseret med støtte fra Toyota-Fonden.

Bemærk! Udstillingen kan opleves indtil den 20. august kl. 14:00, hvor nedtagning og klargøring til næste udstilling begynder.

Om Henriette Friis

Henriette Friis med et udvalg af sine kimonoer. Foto: Rundetaarn

Udstiller Henriette Friis har en baggrund som billedkunstner og tekstildesigner. Hun hørte første gang om meisen-kimonoen, da hun modtog undervisning af en japansk silkemaler. Gennem de sidste 30 år har hun opbygget en imponerende samling af netop disse silkekimonoer, og med udstillingen i Rundetaarn ønsker hun at dele sin passion og fortælle kimonoernes historie til et bredt publikum.

Tilmeld dig Rundetaarns nyhedsbrev

Få viden, inspiration og seneste nyt om tårnet, udstillinger og aktiviteter i din indbakke.