Tingatinga: KITSCH eller KUNST -
Cykellak på
masonit og lærred
Rundetaarn 3. juli – 22. august 2010.
'Tingatinga: KITSCH eller KUNST' er en unik udstilling med farvestrålende, frække cykellak-malerier fra Tanzania - og ikke mindst en fantastisk fortælling om Edward Saidi Tingatinga, der for 40 år siden omgjorde sin køkkengård til malerskole og lagde navn til den helt særlige Tingatinga-stil.
De første billeder blev solgt til skandinaver
For 40 år siden blev Edward Saidi Tingatinga kunstner i desperation for at kunne forsørge sin familie. Inspireret af turisternes køb af små romantiske malerier på gaden i Dar es Salaam, omgjorde Tingatinga sin køkkengård til malerværksted og begyndte at male billeder med cykellak på masonit.
En lille kreds af skandinaver bosat i Tanzania fattede tidligt interesse for de enkle, farverige billeder og snart lyste billederne op i deres hjem i Dar es Salaam. Tingatinga blev dræbt af et vådeskud i 1974. Han havde kun malet i fire år, da han døde, men hans helt særlige malestil nåede alligevel at danne skole for flere generationer af malere.
Vilde dyr og storbyliv
Udstillingen i Rundetaarn viser udviklingen fra begyndelsen til i dag, hvor tredje generation af Tingatingamalerne viderefører cykellak-maleriet med nye frække, farverige og humoristiske motiver og detaljerede kompositioner. Tingatinga selv malede meget enkle motiver, ofte kun et enkelt dyr på en mættet farvet baggrund. I dag er der sket en eksplosion i antallet af dyr og fugle på det enkelte billede. Der er også kommet nye motiver til, fra livet i storbyen med korruption og politik til fortællinger fra landsbyen, afrikanske fabler, tropiske fisk og dyrene ved foden af det sneklædte bjerg Kilimanjaro. Der males stadig med højglans, hvilket giver maleriets dets karakteristiske strålende overflade, som understøtter Tingatingastilens farverige, stiliserede, grafiske udtryk.
Kan man masseproducere kunst?
Tingatinga: KITSCH eller KUNST præsenterer ikke kun en moderne afrikansk malestil, men stiller også spørgsmålet hvor grænsen går mellem turistkunst og virkeligt talent. Tingatingastilen og nutidens Tingatinga malere bryder med alle normer om kunstværket som unika. Her bliver malerier masseproduceret, kopieret, videreudviklet og danner levebrød for hundredevis af malere, og alligevel ligger det kunstneriske niveau i top. Udstillingen udfordrer med andre ord det gængse syn på, hvad der udgør kvalitetskunst og sætter spørgsmålstegn ved vores opfattelse af originalitet.
Tingatinga tegnefilm
Den særegne stil og fablerne om de afrikanske dyr er nu blevet til en tegnefilms serie for børn, produceret af BBC i samarbejde med Walt Disney. Serien sendes i øjeblikket på CBeebies, og kommer til dansk TV i løbet af næste år.
Værksted, børneworkshop og omvisning
I udstillingsperioden får Rundetaarn besøg af Tingatinga malere fra Tanzania, der vil male i eller ved tårnet på Købmagergade i perioden 11. -19. august.
Søndag d. 15. august er der workshop for børn, der kan male deres eget Tingatinga-billede instrueret af to Tingatinga- malere samt en dansk fotograf/antropolog, og d. 17. august er der aften-omvisning i udstillingen.
Læs mere om Tingatinga arrangementerne her
Tid & Sted:
Rundetaarn d. 3. juli - d. 23. august 2010
Fonde & Sponsorer:
DANIDAS OPLYSNINGSBEVILLING
Grosserer L. F. Foghts Fond,
Unicool AS, FanMilk,
NIRAS, Semco Maritime
------------------------------------------------
Links til pressebilleder:
Pressebilleder kan hentes på http://thorupart.com/Press/Pressebil_Tingatinga2010.zip
Yderligere information:
Udstillingen er arrangeret af thorupART.
www.thorupart.com
Kontaktperson: Hanne Thorup,
hthorup@thorupart.com, mobil: 51 90 00 31